Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KOMMI’NAI, HUSHOLDNING.
1203 1
ved handelsmand Albert Ulrichs testamente 70 rdlr., hvis rente
anvendtes til stiftelsens vedligeholdelse.
Om de nævnte i 1744 afgivne bestemmelser blev gjennemført,
er vel tvivlsomt, men der kom dog omgangsskolelærere. I 1761
holdtes visitats i Tingvold ved biskop Gunnerus, og der var da
i Tingvold to skolemestre, som fik 20 rdlr. tilsammen, foruden
klokkeren, som havde med konlirmanterne at gjøre. I Frei og
Øre var skolemestre, som hver fik 20 rdlr. i løn.
Endnu forst i det 19de aarhundrede kunde den store mængde
af landbefolkningen neppe læse med udbytte.
Sognepræst Grip skriver 16de april 1805 til biskop Bugge,
at mængden af almuen kun figurerer med Kingos salmebog i
haanden uden at kunne læse rigtig eller finde de til hver
søndag ansatte salmer; dette var noget, som burde rettes.
Nogen undervisning i skrivning fik børnene i Vestnes ikke
for efter 1800. De i 1813 hjemvendte soldater havde faaet
sans for skrivning, og skrivning kom siden mere og mere til
sin ret. Regning begyndte man i Vestnes at øve som fag i
skolerne 1810.
Ludvig Ludvigsen Daae skriver i 1881 i «Norske Bygdesagn»,
förste samling, et stykke: Naar lærte den norske almue at læse
indenad? og ytrer her, at «den ting ikke at kunne læse indenad
forekommer os næsten uhørt, i hvert fald som bevis paa den
yderste grad af uvidenhed», og han føier til, «at vi behøver ikke
at gaa mere end fire—fem slægtled tilbage for at støde paa tider,
da kun den mindste del af Norges bonder kunde læse indenad blot
sine troesartikler eller sit fadervor op af en bog». Fire eller fem
slægtled før 1881, det blev saa omkring 1740—50, men paa
den tid kunde sikkerlig faa læse. Sagnet har, som berørt, bevaret
som en mærkelighed, at nogle børn paa Øfstedal i Vestnes lærte
at læse i 1730. Men folk havde heller ikke noget at læse.
Selv i Molde, som var kjøbstad, vilde de, som omtalt, i 1745
nødig betale en skolelærer. For tiden kan i Italien 48 pct. af
befolkningen ikke læse, og det er vel sandsynligt, at halvdelen
af Norges befolkning ikke kunde læse, med udbytte ialfald, først
i det 19de aarhundrede. At ældre folk kunde læse skrift,
var vel undtagelse før 1860, og kom der brev til en gaard,
maatte de henvende sig ti! en, som var «brevsynt» eller forstod
skrift. (Omkring 1860 var det meget almindeligt, at folk ikke
kunde skrive sit eget navn, og folk, som i hutikerne i Aalesund
for eksempel skulde kvittere for modtagne varer, maatte skrive
under med paaholden pen (m. p. p.), som det hed, det vil sige,
de tog i pennen som tegn paa, at en anden med retsgyldig
virkning kunde skrive deres navn. Mange af os, som lever nu i
1911, kan godt huske, at det var almindeligt. Men denne mangel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
