Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
492 *
NORDLANDS AMT.
bygge en gaard og reiste et hov, og da han grov for at reise
sine høisædestotter, fandt han sit billede, og da sagde han :
«Det er sandt, at det ikke nytter at stride mod sin skjæbne;
vi skal være fornoiet, denne gaard skal hede Hov.»
Denne beretning er mærkelig ikke alene derved, at den viser
troen paa fremsynthed og paa finnernes evne til at foretage færder
i aanden, medens legemet ligger igjen, men den er ogsaa
mærkværdig ved den stærke tro paa skjæbnen, at det er saa laget,
en tro, som her tillægges baade Grim, Ingimund og Harald
Haar-fagre, og som er almindelig udbredt den dag idag i vort land.
I Orvar Odds saga er en beretning, som ligner den om
Ingimund. Odd kommer til sin fosterfader Ingjald, som bor paa
Berurjöör, vistnok Berrjord i Sogndal herred i Stavanger amt, og
volven Heid er indbudt; hun øvede seid om natten og
forudsagde gaardens folk deres skjæbne.
Tilsidst sagde hun, at hun syntes, der laa en mand under
en skindfeld. Det var Odd, som laa der. Han kastede feiden
og sagde, det var en mand, som vilde, at hun straks skulde holde
kjæft og ikke snakke om hans skjæbne, ellers skulde han slaa til
hendes næse med den stav, han holdt i haanden.
Hun brød sig ikke om hans trudsel. Hun sagde, at Odd
skulde naa en høiere alder end andre folk og drage fra land til
land som en berømt mand, men hvor vidt han for, skulde han
dog dø hjemme paa Berurjöö. Hesten Fakse, som stod i stalden,
skulde blive hans bane.
Odd slog med stokken til hendes næse, saa blod sprutede
paa gulvet.
Heid brød vred op fra gjæstebudet. Odd og hans
foster-broder Aasmund gik til stalden, ledede Fakse til en dalsænkning
og grov en grav saa dyb som to mandshøider. Saa styrtede de
hesten ned i graven, lagde over de største stene, som de sammen
kunde orke, og mellem stenene lagge de aur og sand. Odd
mente, at hesten nu efter dette ikke skulde blive hans bane.
Efter et langt og eventyrligt liv kom han seilende forbi
Berurjöö, og han sagde da, at han længtes efter at se sin
fosterfaders gaard, og han reiste iland der, hvor gaarden havde været.
Han fortalte, hvor hvert hus havde staaet; nu var der blot en
liden gaard. Der, hvor der før voksede vakre blomster, var der
nu sandbanker, som var blæst sammen af vinden. Da de gik,
snublede Odd og faldt. Hvad var det, som jeg stødte foden
mod, sagde han, og førte sanden bort med spydskaftet, og da
saa alle, at der laa en hesteskalle. En orm krøb ud af skallen,
og den hug Odd i foden over ankelen; giften satte værk, og
det blev Odds bane.
Troen paa fremsynte, saaledes som den har taget form i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
