Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
486
FINMARKENS AMT.
Om vinteren lever ekornet af fnrufrø, eier tilligemed
birkeknopper paa denne aarstid udgjør dets hovedsagelige føde.
Ekornets harpiksduftende mave nydes, stegt paa gloen, som en
delikatesse af finner og kvæner.
Samuel Budde fortæller i sine efterretninger om Koutokeino,
hvorledes maaren fanger ekornet «i dens rede, hvilket har tvende
huller, saaledes at den klavrer sagtelig op i træet, stikker sin
rumpe (hale) i det ene hul, da ekornet straks springer ud af det
andet, som han griber med sin mund, hvilken han da har ved
det andet hul».
Bævei’en, paa norsk høver eller bjor (eastor fiber), har
forekommet i Finmarken og vel ikke saa ganske sjelden, eftersom
Kristian IV i 1609 bestemte, at «bæfverskind schal oc opkiøbis
oc nedsændis». Finner kalder bæveren magjeg.
Lillienskiold skriver om Tana, at den forøgis merckelig ved
andre Elffvers tilløb, blant hvilche der oc en Elff skal findis
mellem Tanen oc Varanger, huor mand udi forige tid saa vel
bæfveren haffver fanget, som pærler eft’terfisket, thi mand siger at
Bæfverens natur medfører, helst ved dislige stæder sig at opholde;
hvilchen Elff de Varanger Finner effter Protocollens udvis a ff d.
10de Febr. 1653 er bleffven tilholdt uclj behørig agt oc tilsiun
at holde, som ved de tider bleff beloffvet, oc mueligt vell endnu
kand skee, endog Finnerne sig derom ey lader mærcke».
Videre skriver han om Bæfueren:
«Af lange tider liafver liaft tilhold ved en liden elf næst
Waranger, som i Tanen nedrinder, som oc udj Comagerstrøm
huorfra nu meere affskyet. Dismedlertid findis end forraadet
deraff til fieids.»
Schnitler skriver i 1743 om Skaaraa (Skoarrojokka), bielv til
Tana: «Varangers Norske og Arisbye fælles Finner skal have
brugt denne Skaar-Aae, hver andet Aar om hinanden, til
Bæver-Fangst, som nu cesserer.»
Fellman beretter, at i ældre tid var der saa mange bævere i
Utsjok og Enare lappmarker, at det var et af de dyr, som finnerne
hovedsagelig drev jagt paa. De fleste var i Enare.
Finnerne havde stor vinding af jagten paa bæver. Alle
odemarker gjennemsøgtes, ikke engang de nyfødte unger sparedes.
Efter en haard forfølgelse i nogle aarhundreder blev bæveren
sjelden, og Fellman, der var præst i Utsjok til 1832, skriver, at
man i flere aar eller meget sjelden fangede en bæver i Enare,
medens man 60—70 aar tidligere aarlig fangede hundreder alene
i Enare.
Den fangedes med oter- eller jervsaks og paa anden maade.
Bæveren blev efterstræbt for sit skind og sin bævergjeld.
Halen ansaa finnerne for en ligesaa stor herlighed som gjelden, idet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
