Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DYRELIV OG JAGT.
5 1 3
Vildrenen, rein (rangifer tarandus, paa finsk godde) var lige ind
i det 19de aarhundrede almindelig i Enare og hist og her i norsk
Finmarken. Nu er den næsten udryddet, men træffes endog i
de finlandske lappmarker neppe udenfor Maanselkäs fjeldegne.
Virkelig vildren har dog endnu tilhold paa grændsefjeldet
mellem Koutokeino, Alten og Kvænangen. Der er neppe over
300 individer; det er den eneste vildren i Finmarken. Finnerne
lægger sig i brunsttiden med sine tamren i de egne, hvor
vildrenen færdes, og fælder dem.
Samuel Budde fortæller om jagten paa vildren:
«I Brunstens Tid, om Hosten, skydes den ofte iblandt de
tamme Rejn; den strider da ofte med de tamme Grarejn om
Simlerne, og naar den bliver Sejerherre og faaer jaget de tamme
Oxe-rejn paa Flugten, giver den sig i god Roe iblandt Simlerne
(Huii-Rejnen). Finnerne, som vide dette, afhugge gjerne de
fremmeste Takker paa deres Oxerejn-Horn, paa det Vildrejnen kan
vinde Sejer, jage dem paa Flugten, give sig i Rolighed og
saaledes skydes, ja! undertiden fanges af dem med Tomme ligesom
anden tam Rejn.
Vildren sees af og til paa fjeldene, f. eks. paa Bæskadas,
Ravtasvarre, Vuolasvarre, i flokke paa indtil et snes stykker.
Det heder videre, at vildren, vel egentlig forvildede ren,
eider af og til i Talvik, men efterstræbes da gjerne af finnerne.
Vildrenbestanden er sikkerlig aftaget aar for aar, saa
udbyttet af jagten paa dette dyr er ubetydeligt, og det er vel mest
forvildede tamren, som skydes.
I Finmarken er nemlig de fleste som vilde anseede rener
blot bortlobne tamrener eller deres forvildede efterkommere.
I ældre tid fangedes renen i dybe, runde eller aflange grave,
som opkastedes der, hvor renen pleiede at gaa, og som
overdækkedes med grene, ris, løv eller renmose, og der anbragtes spyd
af haardt træ, senere med jern i bunden. Ved saadanne
ren-grave var sædvanlig en stengud (gcedge ibmel). Disse grave afløstes
af eller forbandtes med tragtformet sammenløbende gjærder (vuotna
eller vuobman), hvor de vilde rensdyr dreves ind for at falde i
graven eller dræbes i en indhegning.
Den ældste maade at jage renen paa var den at skyde den
med pile eller udsætte selvskud med bue og pil i pas eller trange
steder, hvor renen pleiede at gaa. Senere opsattes Va mil
lange gjærder og mellem disse en mængde snarer af
finger-tykke reb.
Fellman omtaler, hvorledes finnerne jagede vildren i
brunsttiden før Mikaeli med lokkerener og hund. Hunden fores i
baand og kan adskille de vilde rensdyrs spor fra tamrenens.
Brunsttiden er da i sin begyndelse, og naar den stærkeste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
