Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
] 114
FINMARKENS AMT.
Slæden, som renen trækker, kalder finnerne geres, kjerris,
naar den er aaben, og den bruges især til tøi, men ogsaa af
finnen til at kjøre i.
Pulken adskiller sig fra kjerrisen deri, at den fortil er halvt
lukket som med et halvdæk af skind, mest sælskind. Bagtil er
pulken aaben, saa man kan sidde i den, med benene dækket af det
nævnte skind, som er spigret fast til pulkens øvre kant.
Dieide-pulken er en pulk, over hvis forreste del der er et
dæk, som gjerne er betrukket med kobbeskind.
Finnerne kjører ofte med benene udenfor pulken, eller i den
aabne kjerris, siddende paa et renskind.
Disse finneslæder har ikke meier, men en kjøl, og de ligner
i formen fuldstændig forenden af en meget smal og lav pram,
afhugget paa midten. Kjerrisen er enten med eller uden
agter-speil. Pulken har rygstykke foruden det sælskindsbeklædte tag
eller fordæk, saa den ligner en sko.
Paa grund af sin form føier pulken sig let efter terrænet,
og paa ubanet vei er den et hensigtsmæssigt kjøretøi. Paa vei
og paa fladere marker benyttes, omend sjelden, slæde med to
rener foran.
Paa glat vei slingrer ofte pulken, og det gjælder da at
vogte sig for stene eller andre skjær.
Der eksisterer, som nævnt, ikke nogen stiv forbindelse
mellem ren og pulk, og derfor vil den ofte slingre voldsomt. Renen
er derhos lunefuld, og det kan godt falde den ind midt under
kjørselen at gjøre en braavending, saa man beskriver en cirkel i
susende fart. Takket være det låve kjøretøi falder man ikke
altid ud.
Sker dette, da gjælder det at holde fast i tømmen og heller
lade sig slæbe med end slippe; slipper man, bliver man staaende
paa fjeldvidden, med renen strygende afsted i vild frihed.
Skal man reise, søger man først en kjører eller forkjører,
som kaldes vapjms, hvad der er en fordærvet norsk udtale af
det finske ord oapes, veileder, fører, lods.
Man pleier paa en længere reise eller deç, hvor landet er
meget bakket, altid at have med en løsren eller reserveren, der
bruges som stopperen. Naar det gaar bråt nedover, holder
nemlig den bagerste ren, som ingen slæde har, igjen eller stritter
imod, og dette bidrager til at sagtne farten og gjøre den støere
for de forankjørende.
Et eller andet uheld kan ogsaa hænde en af kjørerenerne,
og man har da reserverenen at tage til.
En ren, som bindes bag en anden ren for at holde igjen
og stoppe farten under kjørsel, eller en stopperen, kalder
finnerne Coanohas.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
