Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ELVEFINNER OG SKOLTEFINNER.
161
naar de trælles i det andet, konfiskeres. Stiltiende har der dog
udviklet sig en praksis til bedste for begge parter; fra de russiske
autoriteter lægges der ikke hindring iveien for, at rener, tilhørende
nordmænd, faar gaa paa sit vante sommerbeite i Rusland, naar
de er kjøbte af skoltefinnerne og bærer deres mærke i ørene.
Paa den anden side har de norske autoriteter i regelen vist en
klog tolerance ligeoverfor skoltefinren, der er paatrufne inden norsk
omraade. Livet vilde blive «taaleligt for grændseboerne paa begge
sider af Pasvikelven, hvis de ikke tolererte hinanden i dette
stykke, eller hvis man ved klagemaal gav øvrigheden anledning
til at blande sig i sagen. Saalænge renen er det vigtigste
transportmiddel om vinteren i disse egne, vil nordmændene og
skoltefinnerne trænge til hinanden.
Skoltefinnernes rensdyr forsyner Sydvaranger med kjøreren.
De norske fjeldfinner, der med flokke paa mange tusend ren
hver vinter tilbringer nogle maaneder paa Sydvaranger fjelde,
tilbringer hele sommeren med sine dyr i Nordvaranger og naar
ikke indover Sydvarangerfjeldene før henimod jul, eller længe
efter at der er fuldt vinterføre. Til de norske fjeldfinner vil
man nødig betro sine ren, thi fjeldfinnerne kan i de svære
flokke af sammenblandede ren vanskelig nok holde rede paa sine
egne dyr, end mindre paa fremmedes. Skoltefinnerne ansees
ogsaa for ærligere end fjeldfinnerne.
I Sydvaranger er der ingen, der melker sine ren, men det
gjør de tildels i Enare.
Skoltefinnernes vandringer her fra Boris-Gleb ligner de
russiske finners, deres nærmeste frænders, vandringer.
Disse sidste følger om eftersommeren, naar laksefisket ved
elve og fjorde er slut, med sine renhjorder til de fiskerige
ind-sjøer i Kolahalvøens indre, som er rige paa harr, fjeldørret,
gjedde, abbor, laks og sik; dette fiske er tilladt ifølge en
ukas, og her tilbringer de tiden fra høst til jul. Til den russiske
jul samles alle familier til sine byer, hvor der findes kirker og
tildels skoler. De større byer kan tælle op til 30 familier.
Opholdet i disse byer varer til midten af april. Husene her
er i almindelighed af tømmerstokke, oftest inddelt i 2 værelser,
det ene med et ildsted i det ene hjørne. I et andet hjørne er
helgenbilleder. Disse finner tilhører uden undtagelse den
ortodokse lære; de taler russisk med fremmede, men finnesproget
sig imellem. Paa væggene hænger billeder af russiske martyrer,
og i de fleste huse findes en themaskine (samovar).
Om vinteren er mændene beskjæftiget med at skydse folk
og kjøre varer, de har ansættelse paa poststationerne, passer
renerne og drikker sig fulde, saa snart de faar anledning til det,
kvinderne med.
11 — Finmarkens amt II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
