Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10
FINMARKENS AMT.
Naar man kommer til stedet, kaster man hurtig et staal i
ilden, som da slukner med det samme, men hullet bliver aabent
lige til pengekoppen.
Ildstaalet, gasskam, hvormed man slog ild i knusk, blev før
almindelig benyttet til saadant brug.
Naar man faar benytte ildstaalet, maa man ikke være bange;
thi da viser der sig forskjelligt, saasom en haand med en kniv
eller en øks, en olm okse med store horn eller et eller andet
rovdyr, desto fælere, jo mere troldskab, der er anvendt, da
pengene gjemtes.
Bliver man bange og forlader stedet, finder man det ikke
mere siden.
Der fortælles om en mand, der fandt et saadant
pengegjem-sel. Han var en dristig mand, og da han saa arahavddedolla
om natten, sprang han derhen og kastede sit staal, hvorpaa ilden
sluknede; da han bøiede sig ned over hullet for at tage
pengeskrinet op, kom der op af hullet en hvid okse med forfærdelige
opretstaaende og udad krummede horn.
Manden flk ikke tid til at flygte, men greb med begge
hænder om oksens horn og lagde sig med hele sin tyngde mellem
hornene for at holde den nede i hullet. Men med det samme
syntes han, ligesom han ikke mere sandsede noget, Raddai, som
finnerne siger, dego guovte ilme gaski, og endelig sovnede han ind.
Da han vaagnede, laa han paa et skrin af almindelig
størrelse, og med begge hænderne holdt han om skrinets to bøiler,
og oksen var imidlertid blevet forvandlet til et pengeskrin.
Ikke blot troen om, at der brænder et blaat lys over
nedgravede skatte, men endog de finske fortællinger, som knytter
sig dertil, er ligefremme laan fra nordmænd og svensker, i hvis
folketro disse forestillinger om skattelys spiller en stor rolle.
I Finmarken træfler man endel sjøuhyrer, som er kjendt fra
andre dele af landet, som sjøormen, kraken, ogsaa havmænd og
havfruer.
Om sjøorme beretter erkebisp Erik Walkendorf til pave
Leo den 10de:
«Der findes der ogsaa forfærdelige sjøorme; de mindste af
dem er 30 alen lange og 5 alen tykke, men de største er mere
end 150 alen lange og forholdsvis tykke, idet det firkantede hoved
i størrelse er længere end den øvrige krop. De er graa af farve.
De viser sig ofte for menneskers syn, men blot naar det er klar
luft og roligt hav, begjærlige efter at dræbe mennesker. Men
sjømændene, hvis død de tragter efter, har da kun en udvei, at
de styrer sine skibe mod udyrenes øine, naar disse vender mod
solens straaler; det er nemlig nødvendigt, at det mindre lys
formørkes og sløves ved, at det større kommer iveien.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
