- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XX. Finmarkens Amt. Anden del (1906) /
399

(1885-1921) [MARC] [MARC] Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

EVENTYR.

399

alt, hvad han trængte, og endda mere, saa at han blev en rig
mand og satte sig op et stort hus og byggede et vakkert skib,
hvormed han begyndte at fare paa handelsreiser. Men alle
undredes, hvorledes manden saa snart var blevet rig, og han
blev kjendt med alle de fornemste folk i landet, og de fineste
herrer begyndte at vanke i hans hus. Saa hændte det, medens
manden engang var borte, at en saadan storkar begyndte at holde
sig tilvens med hans kone og derunder søgte at faa udfrittet,
hvorledes hendes mand saa hastig var blevet rig. Konen fortalte
da om fuglen i kjælderen, som hver morgen lagde et guldeg, og
da storkaren vilde se fuglen, lod konen den hente op og bragte
ham den, og da den manden betragtede den nøie, flk han se paa
dens næb en skrift, der var saaledes! «Hvo, som æder mit
hoved, han skal blive keiser, og hvo, der æder mit høire
vingeben, han skal hoste penge.» Nu var just keiseren i det land
død, saa der skulde vælges ny keiser. Da sagde storkaren til
konen: «Lad os dræbe fuglen, at vi kan faa æde dens hoved
og høire vingeben.» Konen vilde nødig; for hun nænnede ikke
at dræbe den snille fuglen; men da storkaren forestillede hende:
«Naar du spiser dens høire vingeben, skal du komme til at hoste
penge,» saa samtykkede hun endelig, og manden befalede, at
fuglen skulde slagtes og steges. Saa slagtede de den straks og
stegte den til middagsmad og satte den paa et fad inde i
kammerset. Konens to sønner havde ikke været hjemme og vidste
ikke, hvad deres moder havde gjort; men ved middagstid kom
børnene hjem og var sultne, og da de fik se en stegt fugl i fadet
paa kammersbordet, tog de og rev af fuglen, den ældste gut
hovedet og den yngste høire vingeben og spiste det op, uden at
storkaren og moderen vidste noget om det. Men da de kom ind
i kammerset for at hente den stegte fugl, se, da var baade
hovedet og det høire vingeben, som de to skulde æde, revet af
fuglen, og bare kroppen laa igjen paa fadet. Da blev den
storkaren rasende og begyndte at holde forhør for at faa vide, hvem
der havde spist op fuglens hoved og høire vingeben. Børnene
sagde da: «Vi har ikke forringet stegen for eder, vi tog bare
hovedet og høire vingeben, men lod hele kroppen være igjen til
eder.» Da storkaren hørte det, bragte han sagen for dommeren,
og denne dømte, at maven skulde skjæres op paa gutterne, og
fuglehovedet og vingebenet Andes frem og gives manden tilbage,
og dommeren paalagde skarpretteren i landet ufortøvet at
fuldbyrde dommen mod gutterne. Men skarpretteren var en god
mand; han ynkedes over de stakkars gutter og vilde frelse dem.
Saa lod han dem iføre sig andre klæder og sendte dem langt
borte og gav dem pas med sig; derpaa rev han op en jordAek
tæt ved det sted, hvor gutterne skulde været henrettet, forat

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:52:33 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/20-2/0409.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free