Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FINSK SPROG.
41 H
Den russisk-finske hoveddialekt tales af finnerne paa
Kolahalvøen. Den deles igjen efter dr. A. Genefz i 5 forskjellige
dialekter: a) Terfinsk (ponoidialekten) i øst, b) Notozerodialekten i
vest og mellem disse to c) Kildindialekten i nord og d)
Akkala-dialekten i syd. Overgangen til den finmarks-finske hoveddialekt
sker ved e) talesproget i Petschenga og Pasvik.
Det russisk-finske har efter sprogprøverne optaget mange
russiske, men ogsaa kvænske laanord.
Den enare-finske hoveddialekt tales af finnerne i Enare og
staar midt imellem det russeflnske og det finmarksfinske. Denne
dialekt er stærkt blandet med kvænske laanord, ligesom der
ikke er faa laanord af nordisk oprindelse.
Enare var ligesom Utsjok før- skatskyldigt ogsaa til
nordmændene, og først ved grændsetr akta ten af 2den oktober 1751
frasagde den dansk-norske ståt sig alle fordringer paa Utsjok og
Enare.
Den finmarks-finske hoveddialekt tales i Norge fra Sydvaranger
til Ofotenfjord og i Sverige til Torne Lappmark og den nordlige
del af Gellivare kirkesogn (i Lule Lappmark), desuden i kirkesognet
Utsjok i Finland.
Den egentlige finrnarkske dialekt strækker sig til Tromsø og
kan efter Friis deles i 3 underdialekter: a) i Utsjok, Tanen og
Varanger, b) i Karasjok, Laksefjorden og Porsanger (Kistrand),
c) i Koutokeino, Alten, Talvik, Hammerfest, Loppen, Skjervø,
Karlsø, delvis i Lyngen og Karesuando. Fra Tromsø begynder
der at blive end yderligere afvigelser, og dialekten i Lenvik
danner overgangen til Ibbestad-dialekten, der tales fra
Salangen-fjord til Ofotenfjord.
Den svensk-finske hoveddialekt kan i Lappmarken deles i 4
underdialekter: den luleiske, piteiske, umeiske og den jemtlandske.
I Finland er finnerne lidt efter lidt denationaliseret derved,
at det kvænske kirke- og skolesprog har blandet sig med det
finske, og kvænske kolonister med finnerne; det er kun finnerne
i Enare og Utsjok, som har beholdt sit eget sprog. I aaret 1804
skriver G. Wahlenberg om enare-finnen: «De taler mest finsk.
De taler ogsaa fuldkommen kvænsk.»
I aaret 1825 skriver Sjögren: «I Enare tales nu overalt
kvænsk; ligeledes er dette sprog godt kjendt i Utsjok, og kun
fjeldfinnerne kjender det lidet eller slet ikke.»
Efter A. Kihlman tales det russiske sprog overalt af
kola-finnerne, i det mindste af den mandlige befolkning.
Skjønt finsk og kvænsk er beslægtede, og skjønt finnerne
ikke har meget vanskeligt for at lære kvænsk, saa er forskjellen
mellem de to sprog ikke ringe, maaske som mellem norsk og tysk.
Her hidsættes som sprogprøve en fortælling paa finsk, hvilken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
