Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
612
KKISTI ANS AMT.
I 1541 kom Hans Reff som den förste superintendent forde
forenede oplandske stifter til Oslo.
Fra Oslo stift, der talte over hundrede præstegjeld, klages
der 1542, medens præsteskabet endnu var katholsk, over at «der
er mange kirker, som der ingen præster er til».
I Vardals kaldsbog siges, at i den förste præsts tid efter
reformationen «gik afsatte munke omkring og betlede».
Hvorledes de ledige kald i tiden nærmest efter reformationen
blev besatte, vides ikke. Sandsynligvis er præsterne ansat af
biskop og lensherre, for menighedsvalget kunde træde i kraft.
Men de præster, som blev kaldede, havde ikke synderlig lærdom ;
yderst sjelden havde de studeret ved universitetet. I det høieste
besad vel en præst i hine dage omtrent saa mange kundskaber
som en jevn skoleholder for en menneskealder siden.
Prædikekunsten var vistnok for de fleste en alvorlig anstødssten. At de
til hver søndag skulde levere en selvstændig tale, vilde være for
meget at forlange. I de allerfleste tilfælde læste vel præsten op
af en trykt postil, som han hakkede sig igjennem. Der klages i
reformationsaarhundredet over præsternes drikfældighed, løsagtighed,
forsømmelighed, gjerrighed og brutalitet.
Under Syvaarskrigen 1563—70 drog Johan Siggeson med
2 faner ryttere og 2 000 mand ind i Hedemarken.
I 1567 sendte Johan Siggeson streifpartier vidt og bredt over
Oplandene og tvang overalt almuen til at sværge den svenske
kong Erik XIV troskabsed.
Ogsaa Toten og Hadeland hjemsøgtes. I aaret 1567 gjorde
svenskerne indfald i Søndre Gudbrandsdalen. Efterat svenskerne
havde rømmet laudet, udstedte saavel Hadelands som Totens
indbyggere til thinge en forsikring, hvorved de tilsagde kong
Fredrik II huldskab og troskab samt erklærede «de breve, som
voldelig var dem aftvungne af svenskerne, for døde og magtesløse».
Valdreserne, der i sit afsides dalfore neppe havde noget af det
fiendtlige indfald at frygte, sluttede dog en formelig separatfred
med svensken, ved hvilken de lovede at holde sig i ro, saalænge
krigen varede, og at udlevere alt, hvad der maatte blive dem
sendt af krigsfornødenheder.
Da svenskerne trak sig tilbage, var deres stilling slem, siden
de havde sluttet bondefred med svensken. De fik da en sogning
til at skrive et brev, hvori de gjør lensherren undskyldning for
sit forhold og mener, at nød bryder alle love. «Sanct Peder,»
heder det i dette brev, «vart aligevel trofast endog han ledt
skremme sig eingang at forneckte sin herre; szao sige och wore
lærefædre her hos oss, at oss bør icke at ackte paa saodanne
fortuangne løffter.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
