Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kap. 6. Sproglydene under svagt eftertryk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
undtagen hvor der går en nasal foran, f. eks. lēsa (av låså), bāra (av
bårå (bære)), tanjã [[**]] (av tå eller tåk (tage), en særdeles eiendommelig
form, i Floren og Tydalen tāja). systgin synes derimod opfattet
som et ord på ende og hedder syssən. De stærke hankjønsords
dativ ental, på oldn. inum—enom har som foran bemærket
lydlovmæssig mistet sit m — ligesom Støren, Meldalen, Rennebu
mister det der, men bevarer det i sv. mask. hvor der var
tostavelsestonelag og derfor bitone. Således opstod sådanne former som jeg
i Ark. XIII s. 250 citerede efter dipl. fra 1372—1502, såsom
gardene, gardina, mannene, vællene; derav nu i Slbm. gār’ã,
mann’a, [[** begge]] etc. der har trukket de svage hankjønsord med sig. Av
dat. ntr. sing. inu—eno derimod, ved påvirkning fra ubest. form,
væsentlig efter kort vokal, nu ĩ eller i, [[** rett-serif]] f. eks. tākĩ, landĩ. [[** begge]]
Også oldn. on i svagere betonet stavelse kan få udtalen ã,
nemlig i patronymica på son: bœnn’sã, knuss’ã [[** begge]] og i øgã, œrã [[** begge]] etc.
i svagt ntr. pl., av augon, øyron.
Også Slbm. bevarer dog m i best. dat. pl. på åm: gāråm, mȳråm,
hanå’åm, [[** overprikk+tone]] vukuåm, bōkåm, også i kons.-stammerne altid med
tostavelsestonelag. Det ligger nærmest, enten man så slutter, at det der
var hyppigst i oldn., har frembragt den analogi som nu er
eneherskende, eller man slutter tilbage fra den form det nu har, at antage
at dette åm er opståt av onom, egtl. efter lang rodstavelse, således
at n mellem vokalerne blev til vokalnasalering og endelig smeltede
sammen med det udlydende m. Fra brugens side kunde det nok
synes muligt at ubest. dativ pl. er blandet med; især i faste udtryk [1]
må betydningen erkjendes ofte at være ubestemt; hvis det ikke er
analogisk opståt, må altså også om i tostavelsesord give nuværende
åm. Sikre tostavelsesord, men også stærkt udsatte for analogi fra
best. dat. pl., er dat. m. s. og dat. pl. av adjektiviske ord: mīnåm,
dīnåm, sīnåm, vōråm, dōråm, samt 1ste led i fīr’åmfōtåm [[** tone]] [2];
Det samme gjelder om præp. jēnåm og 3 pers. pron. dat. hanåm.
Men i præp. mill’jã [[**]] (imellem) er det formodentlig at den
lydlovmæssige lydbehandling av om efter enstavelsestonelag eller lang
stavelse viser sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
