Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finnen og handelskarlen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Finnen og handelskarlen.
I gamle dage var det om vinteren sterk færdsel over Åsnes
Finskog, særlig omkring den tid Grundset marked holdtes.
Hedemarkingerne reiste til Sverige med brændevin, korn og malt, salt
og sild, og svenskerne til Norge med spiger og andre jernsager,
klædesnorer, dun, lin og sligt. På hvilestederne, hvor færdesfolket
brugte at ta ind, var det rummelige gårdsrum bare hårdtrampet sne,
hvor en halv snes hester og mer kunde hvile om gangen. Døren til
stuen var sjelden stængt; en slap ind både dag og nat, og vilde en ikke
uroe folkene, forsynte en hesten så godt det lod sig gjøre, og kared
sig selv ned på gulvet. På et sligt hvilested var det sjelden ro;
svensker, finner og nordmænd kom og reiste uafbrudt. Stilt og
roligt gik det som oftest for sig, når ikke brændevinet havde tat
overhånd.
Til et sligt hvilested, Torpet kaldet, kom det nogle dage før
Grundset marked en vestgøte. Han skulde til marked og havde
et kostbart læs af tøier og tørklær. I følge med sig havde han en
fingubbe med et par hvasse bjørneøine.
„Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare på det“, sa manden i
Torpet, da vestgøten havde spurt om hus; „vi bruger aldrig at jage
folk ud; men sligt læs som du har, må under lås, og det kan ikke
vi skaffe, uden du læsser af og putter kasser og bundter ind“. „Å,
det er vel ikke så farligt med det“, mente vestgøten og så på
kameraten sin. „Nei, nei“, sa manden, „det færdes mange slags
folk her nu, så det er for vågsomt at ha slige varer ude“. „Å,
han der siger han skal passe læsset“, sa vestgøten og pegte på
finnen. „Det blir ikke rar natteroen for ham da“, mente manden.
„Jo, je dænker je ska såvå kodt“, sa finnen.
Manden var lidet tilfreds med dette. Intet var han ræddere
for, end at det skulde komme ud, at færdesfolk var blit bestjålne
hos ham. Men når voksne, fastende folk vilde våge varerne sine,
fik det bli deres egen sag.
Før de la sig, var finnen borte ved læsset, gik tre gange rundt
det mod solen; siden gjorde han nogle andre koklementer også.
„Ja, nå gan dɐm gåmmå“, sa han.
Om morgenen, da de kom ud, fik de se en hedemarking stå
ved siden af læsset med en klæesrull i favnen, stiv som en soldat.
Finnen så ham godt; men han lod som ingen ting, før de havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
