Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
léi
Bergens, Throndhjems og Tromsø stifter ikke har medtaget de til
4de grads strafarbejde dømte forbrydere fra disse distrikter, er den,
at BodsfæDgslet ikke vilde kunne afgive plads for forbrydere fra
hele riget, som inden nævnte aldersgrænser dom fældes til
strafarbejde indtil 6 år. Det må imidlertid anses meget nheldigt, ligesom
der selvfølgelig ikke er nogen i sagens natur liggende grund til, at
der i denne henseende skal herske en forskellig regel for de
forskellige landsdele, og der formenes derfor at være al opfordring
til at søge denne ulighed rettet ved en forandring i bestemmelserne
om den tvungne indsættelse i cellefængsel.
Ved siden af det berettigede krav på ensartethed for hele riget
i adgangen til at lade strafarbejde udstås i Bodsfængslet, er der
imidlertid et andet hensyn, der efter departementets formening i
endnu stærkere grad begrunder en forandring i de hidhøren^e
bestemmelser, nemlig ønskeligheden af, at cellestrafien kunde bringes
i anvendelse på et så stort antal 90m muligt af de forbrydere, der
for første gang dømmes til strafarbejde og ikke anses uskikkede
til at udholde ensomhedsatraf.
Det siger sig selv, at det netop er for sådanne første gang
dømte forbrydere, at cellestraf passer bedst, og det formenes at være
utvivlsomt, at der ved dens anvendelse på disse er størst udsigt til
at kunne fyldestgøre de hensyn og opnå de fordele, der er
cellestraffens formål.
Det vilde derfor være meget heldigt, om der kunde blive adgang
til at udvide aldersgrænsen for den lovbefalede anvendelse af
cellestraffen.
Sorenskriver Norum har foreslået grænsen sat til 60 år, og
departementet vil optage dette forslag. Man skal i så henseende
bemærke, at hverken departementet eller nogen af de
strafanstaltbe-styrere, med hvilke man har konfereret om sagen, nærer nogen
betænkelighed — af hensyn til individerne — mod, at aldersgrænsen
udvides som antydet, når bestemmelsen i bodsfængselslovens § 10
bibeholdes. At aldersgrænsen i loven af 1848 blev sat ved 30 år,
var heller ikke begrundet i nogen frygt for, at cellestraf ikke med
held skulde kunne anvendes på ældre forbrydere.
Når Direktør Petersen tidligere (bl. a. i beretningen om
Bodsfængslet for 1868, s. 48) har udtalt sig imod udvidelse af
aldersgrænsen, ses dette væsenligt at være begrundet i ønsket om så meget
som muligt at holde recidivister borte fra Bodsfængslet. Som det
af det følgende vil fremgå, bortfalder denne grand til at holde på
den nuværende aldersgrænse, om departementets forslag bliver
vedtaget.
Ved en sådan udvidelse af aldersgrænsen vilde imidlertid
selvfølgelig antallet af de til indsættelse i cellefængsel bestemte
forbrydere øges i en sådan grad, at Bodsfængslet ikke vilde kunne
optage dem, såfremt forøvrigt de nuværende regler for cellestraffens
anvendelse blev uforandrede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
