Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 22. 15de november - Brev fra Amerika til «Nylænde» (Anna Bentzen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den første taler efter presidentens innledende bemærkninger var
mrs. Spencer. Gid disse alvidende ulykkesprofeter hjemme i det kjære
gamle Norge hadde været her i mit sted — jeg vilde jo nødig opgi
pladsen, men jeg vilde ha gjort det af menneskekjærlighet; for de mørke
syner, som ængster deres sjæle paa kvinnekjønnets vegne, maatte vike
for saa megen adel, patriotisme, intelligens i kvinneskikkelse. Ingen
deklamation, ingen mannfolkfiendtlighet — maatte motstanderne lære
af disse ledende kvinner at fremlægge værdige argumenter, istedetfor
at insinuere og karrikere! — Hovedtanken i mrs. Spencers tale var:
Saasannt de principer — like menneskerettigheter — hvorpaa den
amerikanske republik er bygget, blir anvendt i hele sin udstrekning,
saasandt vil de føre med sig kvinners politiske stemmeret.
En prest talte derefter kort, men slaaende. Han hadde i sin
„grønne“ ungdom været blandt de „talende“ motstandere og ut af sin
ungdommelige alvidenhet oplyst sine tilhørere om, at kvinnernes
stemmegivning kun vilde bli et ekko af mannens, men han var senere
kommet til det resultat, at det var sikrest ikke at komme med spaa
domme, om hvorledes kvinnerne vilde stemme. — Det var unegtelig
opiivende at se mænn og kvinner afvekslende staa op og tale for
saken; som mr. Blackwell sa, likevægten mellem kjønnene vilde bli
illustreret ved selve møtets platform. Det vil ikke være afveien paa
samme tid at nævne, at blannt omkring 1000 — et tusind — tilhørere
var ingenlunne kvinnerne i nogen overvældende majoritet.
Mrs. Chant fortalte, hvor langt de engelske kvinner var rukket i
deltagelse i det offentlige liv; de har kommunal stemmeret, og de har
vist, de er en magt i kommunen, en magt, der gaar i skranken for
orden og ærlighet. Skal jeg nævne mrs. Chants egne illustrationer.
De ligger utenfor referatets ramme; men de er saa gode, saa jeg
resikerer det: Etsteds paa lannsbygden fandt en dame, der var ivrig
methodist, ut, at folk ikke kunde komme til lcirke i den slette aarstid;
veiene var saa miserable — veiinspektøren hadde personlig bruk for
veiskatten, og saa fik veiene sørge for sig seiv. Hun snakket over
saken med bønderne, og resultatet ble, at hun ved næste valg ble vei
inspektør (hun tok intet vederlag) og veiene kom i den skjønneste
orden.
I et annet tilfælde kastet 400 kvinner en mann, der var en slet
ægtefælle, en slet far, en bedragersk forretningsmann, som ved sine
værtshusforbindelser holdt kommunen som i skruestikke og derfor sto
som kandidat til kommunens første tillidshverv.
Det er en nydelse at høre mrs. Chant. Hun taler uten manuskript,
frit og graciøst, og der er det samme trylleri over hendes stemme som
over en skovbæks rislen. Hun kan tale og „si“ noget i timevis, og
hva mere er, folk kan høre hende i timevis uten at mærke tiden.
Nylænde, 15de novbr. 1890. 343
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
