Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 1ste januar - En troldhane (af et hønsehode)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
han i mørke tanker og blev ligbleg om nebbet, og da frøkenen kom
for at se til ham, skelede han til hende med et ondt og hadefuldt
blik, for nu begyndte han nok at forstaa, hvorledes det hele hang
sammen.
8
Og han raabte kykeliky til alle hanekyllingerne og samlede dem
om sig og begyndte at fortælle og filosofere for dem i ubunden stil
og med mange spark og megen rødhed i kammen;
Der boede store evner til flugt og sang under hans røde kam,
men en ond frøken havde stængt ham inde i en hønsegaard og bun
det ham i begjær til dumme høner. Og saa træsk var hanetilværelsen,
at heller ikke for hønerne og hønsegaarden var han nødvendig, ti nu
da hans hukommelse var skjærpet under hønsegaardssmertens kvaler,
huskede han, at han engang havde seet en hønsegaard, hvor hønerne havde
levet uden hane, trygge og rolige. Hvad var saa meningen med det
hele andet end altid at frembringe kyllinger, saa at den elendige hane
tilværelse kunde fortsættes, og den onde frøken kunde sige; „Det er
en udmerket race. Se bare paa den hanen!“ Men nu skulde han
gjøre frøkenens planer tilskamme, han skulde vende hønerne ryggen og
lade som han ikke saa dem, alt det de putrede, og det vilde han sige
de unge hanekyllinger, at hvis de nogensinde vilde naa til et over
haneligt tænkerstadium, saa maatte de ikke bry sig om hønerne, og
saa kunde der ogsaa bli en ende paa den ulykkelige hanetilværelse ud
gjennem fremtiden.
Og hutte te tu og ja jaja—ja sagde hanekyllingerne, det skulde
de nok huske. Og hanen sov godt den nat, da denne faste beslut
ning var taget.
Men næste morgen, da han kastede øinene ud over de besnærende
høner, glemte han alle beslutninger — og saaledes gik det baade dag
og aar. Men ikke syntes hønerne, det længer var hygge i hønse
gaarden som i gamle dage, og var det ikke for kyllingernes skyld saa!
Lidt efter lidt var de unge hanekyllinger forsvundet fra hønse
gaarden — sporløst — paa en eneste nær. Men den voxede og blev
stor og vakker, og hanen talte kraftige og manende ord til den. Den
skulde vende sit had fra frøkenen, for det var frugtesløst, og lægge al
sin vrede paa hønerne, dumme var de, og stygge var de. Han seiv
var blevet opdraget til den illusion, at de var skjønheder, og det havde
været hans livs ulykke. Men nu skulde den bruge sine øine og se,
de var lave, klumpede tingester, uden reisning og uden klang i stem
men. Men den voxne hanekylling sagde ikke et kykeliky engang —
bare skottede fra siden til hanen.
Da klang trillerne oppe fra luften igjen, og i mægtig længsel huf
sede og baskede hanen, saa han endelig kom over hønsegaardsstakittet,
Nylænde, iste januar 1893.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
