Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 1ste januar - Literatur: Mennesker af Alvilde Prydz (G. K.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alvilde Prydz: Mennesker. Kristiania. H. Aschehoug & co.s
Bogen ender med, at de to, som elsker hinanden, faar hinanden,
forsaavidt er alting i sin orden, som i de gode gamle romaner. Men
vi forstaar, at dramaet først for alvor skal begynde der, hvor bogen
slutter.
Han, Knut Gripp, er høit intellektuelt begavet, selvsikker — en
ortodox mand, hun, Helene ørn, er en fin, dyb og fribaaren kvinde
natur. Hun har i sin tidligste ungdom troet paa, at det at være menneske
var noget stort og helligt — noget lidelsesfuldt kanhænde, men noget
magtfuldt — men hun var nu i 26 aars alderen paa vei til at synke hen
i en dødlignende dvale, da ny paavirkning, og kjærligheden til en, som
ikke var hende lig, vakte hende. Og hun forstaar nu, at livet ikke vil
give hende flere hviledage. „Hun skjælvede ved tanken om den for
skjel, hun anede i natur og sind, og de brydninger, der vilde være
uundgaaelige, men paa samme tid var der noget i hende, der reiste
sig higende mod kampen, længselsfuld mod kampens løn“. Og Knut
Gripp begynder ogsaa paa sin bryllupsdag at ane noget af fremtiden.
De nygifte har en mils vei at gaa gjennem skoven, de overfaldes af
et vældigt tordenveir, og da hun løber afsted henover uden angst og
som i jubel, studser han. „Og som hun stod der med sit dybe straa
lende smil og en modig glød i øiet — snart i skygge, snart med
lyset strømmende nedover sig fra de blinkende lyn — maatte han se
paa hende, ikke i udelt beundring netop, men med en fremmed følelse
som overfor et nyt fænomen.
Og for første gang slog harn den anelse, at hvad han end havde
vundet, saa var det sandelig ikke den lykke, hans mor havde drømt
om for ham, heller ikke den, han seiv havde tænkt sig“.
Men da uveiret var over, begyndte de tause nedstigningen, „begge
uvilkaarlig optaget af den forestilling, hun havde givet udtryk; det
store naturskuespil som introduktionen til deres ægteskab, en stor
slagen ouverture, der i sit dunkle klangdyb gjemmer, hvad der
maa komme-’,
forlag.
Nylænde, iste januar 1893.
Literatur.
11
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
