Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Camilla Collet. Den 23de januar 1893 (red.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og saa vil hun takke fru Collett for hendes livsgjerning, for Hilde
vil forstaa, at naar hun har faaet „den store glæde“, som blev negtet
Sofie, saa er det. fordi der var en, som i savn og smerte begyndte
at arbeide for hende.
Saa vil de tre generationer takke fru Collett, fordi hun bragte
glæden ind i kvindernes liv.
Umiddelbart efter denne med stærkt bifald modtagne tale, traadte
professor Robert Collett frem og udtalte følgende:
For de smukke og varmhjertede ord, hvormed man har æret
min moder paa denne hædersdag, har hun saa gjerne villet svare nogle
ord, som hun seiv havde haabet at kunne udtale. Men de mange og
uventede hædersbevisninger har overvældet hende, saa at hun seiv
ikke magter det. Hun har derfor bedet mig om for hende at fremføre
følgende faa ord;
Da jeg først modtog indbydelsen til den fest, som har samlet os
her i aften, vakte det, jeg maa ærlig bekjende det, sterke modstridende
følelser, næsten forskrækkelse. En fest for mig, her i vor by, hvordan
skal det forstaaes? En mindefest? En fortidens? Var det det gamle,
som jeg nu snart i et halvt aarhundrede ofte haabløst havde kjæmpet
imod, og som nu, træt som jeg seiv var det, opgav kampen? Var
det det gamle, som havde stevnet mig til et møde, en afskedsfest alt
saa? Uvis og raadløs stod jeg der. Da sagde den mand, der havde
stillet sig i spidsen for indbydelsen; Et afskedsmøde med det gamle?
Ja, giv Kim festen dette navn. Men der er ogsaa noget andet. Det
er velkomstens, det er den nye tid, der hilser dem velkommen. Den
nye tid, der kommer med sine lyse, lykkevarslende forjættelser, det er
denne tid, de tilhører, det er den, der vil modtage dem.
Saaledes talte min indbyder til festen, og en forunderlig virkning
gjorde disse ord paa mig.
Det gjød nyt liv i min sjæl, jeg fik mod til at være med, til dette
stevne maatte jeg møde.
Og takke maa jeg nu et naadigt forsyn, der forunder mig at
opleve et saa glædeligt’ varsel om, at mine bestræbelser ikke har været
spildte. De er ikke længer hjemløse, haanlig afviste; en fremtid,
maaske nær fremtid vil optage dem, værne om dem, bygge videre paa
dem. Og takke maa jeg de mange, mænd og kvinder, for at dette
yarsel paa en saa smuk, overraskende smuk maade er forkyndt mig.
Og særlig vil jeg stile denne tak fil den mand, som først har
Alt, hvad dit mod har bestraalet,
alt, hvad dit mismod har dugget,
nu har det vekst.
Nylænde, iste februar 1893. 39
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
