Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 9. 1ste mai - Naar tante spiller piano (Helene Lassen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114
med de stive flngrene, som skal følge disse rare trimulanter, disse
umotiverede løb. Det livlige ansigt følger spændt med, hodet nikkcr
og hakker, overkroppen følger anstrengt med — endnu er det bare
tekniken, som optar hende. Men glemt melodien har hun ikke; end
sidder de gamle toner mekanisk i fingerspidserne, endda det gaar aar,
hun aldrig spiller dem.
Vent bare, nu begynder det at arte sig. Nu støder hun snart mod
sangbunden der inderst inde, den, som ligger over ungdomsminderne
og gir den fagreste klang, hun ved.
Og hun holder op at hakke og nikke; tonerne hænger sammen,
tællingen er overflødig — ungdomsglæden dirigerer takten, mens over
kroppen vugger let, som dengang og dengang — — — —
Hør disse underlige, antike toner. Kald dem ikke hverken latter
lige eller banale, for uagtet de naturligvis er begge dele, saa er de
netop ingen af delene!
Le ikke af en gammel naiv, rosemålet kiste — du kunde være
glad til, du var den kisten, saa naiv og grøn, saa sprutende rød som
de roserne!
Men hør paa tante; spiller hun ikke netop disse naive røde roser,
som ingen torner synes at eie, disse regelmæssige grønne blade uden
skygge og schattering, glæden ligetil og ren, uden skygger og nuancer?
Bravo, tante, spil om glæden! Spil din lykkelige tids uforfalskede
glæde og fint duftende romantik ind i vore forvænte nutidssind!
I moll gaar de alle hendes melodier; men det betyr ingenting, det
er livsglæden de synger om alligevel. Mollklangen er bare et lidet,
koket slør som romantiken lægger over glæden, et slør, som end mere
fremhæver skjønheden.
Der kommer vor gamle ven, „Polakkens hjemveL Vældig smerte
skal det forestille, svøbt ind i en snurrig trimulant — — —
„Ja tante, naar du spiller sorgen, saa ler jeg, men naar du spiller
glæden, saa graater jeg.“
Og hun begynder taalmodig paa „Lille pige med det gule haar.“
Søde, jodlende toner, hellige uskyld! Ser du hende ikke denne lille
pige med de gule haar? Jeg kjender hende godt, for det er min egen
mor paa den gamle elfenbensakvarel. Netop de samme lysegule lokker,
en hals saa hvid og skjær, under fine kniplinger, med øine saa blaa
og bløde og med et blik saa blygt som markens fine forglemmigei.
Vist gjør hun det, for ved siden af hænger hendes brudgom, lige
saa lysegul og krøllet som hun seiv og med blanke gule knapper i sin
Vi lukker øinene og er med.
„Ler du?“
„Rare barn!“
„Tæ—ænk lidt paa mig“, spiller tante videre.
Nylændé, iste mal 1894.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
