Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 23. 1ste decbr. - Føljeton: Arbeide af Elisabette Schancke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
306
Hun begyndte at klæde sig af, medens hun gjennemgik aftenen i
tankerne. Aa, hvad havde hun ikke ventet af denne aften! Hun saa
for sig to mørke øine, der havde set paa hende saa venligt — og dog
saa bebreidende —. Hun var gaaet dei hen saa glad, saa glad, i vis
bedem om at træffe „ham“, vis paa iaften at faa høre af ham i ord,
det som hans væsen de hundrede gange før havde forfalt hende — at
hun var ham det kjæreste i verden.
Og hun havde truffet ham, og de havde danset sammen, og de
havde talt længe sammen — men hvad var det vel, han havde sagt!
Ikke noget af det, hun havde ventet at høre, ikke et eneste af de
kjærlige, varme ord, hun saa ofte havde læst i hans blik! De havde
talt om moderen og saa var de begyndt at tale om hende seiv —
ikke direkte — men hun saa gjennem hele samtalen sit eget billede —
og ikke, som hun havde troet, beundret og tilbedt — aa nei —.
Det var som der aabnede sig en hel afgrund ved hans ord.
Hendes eget billede reiste sig mod hende som en bebreidelse mere og
mere paatrængende, og det gik med engang op for hende, at netop
dét, han helst vilde fundet hos hende, det havde hun ikke.
Hun havde hidtil saa sikker og lykkelig ment, at ynde og elsk
værdighed var nok. Det havde jo været nok for andre.
Hvorfor, havde ingen sagt hende, at der var mere at fordre! Der
lød en bitter bebreidelse i hende — hun fik lyst at skrige den ud:
Hvorfor havde alle fundet nok i hende som hun var, kjælt for hendes
uduelighed, dysset hende isøvn, smigret hendes forfængelighed og —
lukket hendes øine for det, som havde virkeligt værd: alvorligt arbejde
mod et maal, der var arbeidet værd!
Et øieblik kom der en bitterhed op i hende endog mod moderen,
som i sin blinde kjærlighed havde gjort hende til det barn, hun nu var.
Der manglede noget hos hende! men det var ikke forsent. Der
var vaagnet noget tillive hos hende iaften, — trangen til at opfylde det
krav, hun følte stillet til sig. Og var det ikke et bevis paa tillid det,
at kravet blev stillet? En tillid, som gjorde det lettere og lysere at
fyldestgjøre det — og hun vilde fyldestgjøre det — hun vilde tage fat,
hun vilde arbeide.
Moderen sad igjen i stuen og tænkte over det, Hanna havde sagt
hende. Hun forstod ikke længere helt ud, hvad der foregik i datteren,
men det forstod hun, at hendes lille pige var bleven voksen.
Da hun kom ind i sovekammeret, sov Hanna. Det var et blegt,
alvorligt ansigt, hun saa der paa puden. Hun bøiede sig sagte ned
over den sovende og kyssede hende — en indvielse til det nye liv.
Og han fordrede mere!
Nylænde, iste decbr. 1894.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
