Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
65
Han er maaske det nittende Aarhundredes største svenske
Digter, i ethvert Tilfælde dets sælsomste Aand, en Aand, der
i sig forener alle Modsigelser og alle Modsætninger.
Den Tid vil komme, da Frithiofs Saga klassisk
forstener, men Tornrosens bok vil leve og straale til sene
Tider.
Og i alle de andre Værker af Almqvist er der opsparet
Lys og bunden Varme: I Amorina, i Ram ido
Mari-nesco, i Isidorus og i Det gaar an.
Os Danske minder han i mangt og meget om Søren
Kierkegaard. Stilens overdaadige Arabesker, den suveræne Humor,
det filosofiske Hang til Spidsfindigheder, Trangen til at tænke
sig alle Muligheder indtil den yderste Konsekvens og det
dybe Had til Statskirken. De vilde og rovdyragtige
Disharmonier hos Kierkegaard stængtes indenfor »Dagbogens«
Tremmer, hos Almqvist slog de aabenlyst ud i Afsind. De
var begge to ligesom Aander i Bur, Sjæle, indestængte i
låve Jernbure, der ikke tillod oprejst og rank Holdning. Og
begges fortvivlede Attraa gik imod aandelig Rankhed. Men
kun hos Almqvist høres disse vilde og klingre Disharmonier,
naar Jernstængerne raslede og ruskedes. Der er en dyb og
almenmenneskelig Vemod deri, at en Genius af saa høj og
straalende Værd, en Genius saa stor som Almqvist,
forbrændte i saa navnløse Kvaler.
Straalende Vinger med sorte Slagskygger.
Strengen er af Guld og af Jern, rød af Rust, og af Guld.
Drcbr içoj.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
