Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
havde det rette Blik for Ingemanns Begavelse kan sees af
hans Opfordring til ham om at forsøge sig som
Psalmedigter: »vi troe, han heri maatte kunne levere Noget, som
langt overgik Alt, hvad vi hidtil have i dette Fag,« en
Udtalelse, der senere saa fuldstændig har stadfæstet sig i
Modsætning til Jens Møllers Opfordring til Ingemann om at
skrive Fabler; »han ønskede gjerne at hverve nye Dyrkere
for en Genre, som siden Storms og Todes D.age er blevet
forsømt hos os.«
1 »Aandernes Maskerade« af Nicolai Søtoft, en
sati-risk Komedie, der trods sin Mangel paa Eenhed og Orden
og sit meget skjødesløse Sprog indeholder enkelte smukke
Partier og mange vellykkede satiriske Udfald mod litteraire
Forhold, findes ogsaa et Angreb paa Ingemann. Han er
her fremstillet som Euripides og laaner. Henrik Varners
»forslidte Dragt« til Maskeraden. Men umiddelbart efter den
meget maadeholdne Satire findes et Digt, hvori Forfatteren
motiverer og undskylder sit Angreb:
„Troer Du. misundelig paa Dig, o Sanger!
Jeg Pennen hvæsset har? da siig kun til!
Mod Dig jeg gjerhe ndi Leding ganger
Naar knn det gjælder Harpens høie Spil.
Og, skjondt alt mange Dine Blomster pranger,
Du tragter dog ei efter Tidens Smiil?
Betænk: de Gode kun i Skjærsild komme,
Det slette Malm kan Ilden jo ei fromme."
Han undskylder sin Daddel med, at han jo selv blotter
sig for »de Halvblinde, som troe jeg Dig i Hjertet saarer
her«, at han selv taber mest, idet han maaskec væbner
Kritiken mod sig selv,‘medens Ingemanns Yndest ikke kan
formindskes, og minder om, »at Latter ei er Sandheds Prøve-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
