Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 16. Mangel paa Luft
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
239
»Vi komme igjennem«, hviskede Jean til mig.
Jeg kunde ikke svare ham. Jeg greb hans Haand
og trykkede den krampagtigt. «
Pludselig borede Nautilen sig som Følge af sin
overordenlig store Tyngde gjennem Jsen og løb ud i
Vandet.
Nu førtes hele den elektriske Kraft til Pumperne,
der strax begyndte at drive Vandet ud af Beholderne.
Efter kort Tids Forløb tilkjendegav Manometernaalen
en opadstigende Bevægelse, og vi fore snart afsted med
overordenlig Hastighed. Men hvorlænge vilde denne
Fart vare, før vi naaede bort fra Jssletten og op til
det aabne Hav? En Dag endnu? jeg Vilde være død
forinden.
Jeg laae halvt udstrakt paa en Sofa i Biblio-
theket. Mit Ansigt Var blaaagtigt, mine Sjælsevner
slappede. Jeg saae ikke mere, jeg hørte ikke mere.
Jeg havde ikke det mindste Begreb om Tiden.
Jeg veed ikke, hvormange Timer der gik hen paa
denne Maade. Men jeg havde en Bevidsthed om, at
det var min Dødskamp, som nu begyndte. Jeg ind-
saae, at jeg skulde dø.
Da blev jeg pludselig ligesom livet lidt op.
Nogle Luftpust trcengte ind i mine Lunger. Vare vi
stegne op til Havfladen? havde vi gjennembrudt Isen?
Nei! Det var Jean og Ned, mine tro Venner,
som offrede sig for at redde mig. Der fandtes endnu
nogle Atomer Luft i et Apparat. Istedetfor selv at
indaande den, havde de gjemt den til mig, og medens
de selv vare nærved at blive kvalte, indgave de mig
nyt Liv, Draabe efter Draabe. Jeg vilde støde Ap-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
