Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mindskedes kun ubetydeligt, da der havde været den før-
ste Rivning mellem første og andet Kompagnis Folk.
„Det maa være første Kompagni, der har givet Anled-
ningen," sagde han til sine Officerer.
Men det benægtede baade hans Næstkommanderende,
den lille energiske Kaptajn Chasseur og den norske
Løjtnant paa det kraftigste.
„Det er vores egne," sagde de.
Det var ogsaa Henrotin, der, da Officererne før Af-
marchen fra det nu næsten glemte Kabundu havde disku-
teret Aarsagen til Germains paafaldende Tilbageholden-
hed, havde sagt:
„Det er vel en Sorg."
„Sorg!“ gentog den Gang Kommandant Lebrun, som nu
var ved Hovedstyrken, idet han rystede paa sit sultne
Hoved med det tynde forpjuskede graa Haar og den fat-
tigt røde Næse. Han var gift hjemme, og havde i mange
møjsommelige Ungdomsaar kæmpet en svær Kamp med
en lille Indtægt og en stor Børneflok. Og nu i hans otte
og fyrretyvende Aar havde han faaet sig selv til at tro, at
han var en ung Friskfyr, der endnu kunde paatage sig det
værste, for at faa sin Gæld betalt. „Otte og tyve! Ingen
Kone, ingen Børn! Hvilken Sorg?"
Henrotin, som var Ungkarl, som gerne vilde forstaa
Ungdommen, og for hvem Sorgernes Land var et Terra
incognita, havde betænkt sig et Øjeblik og svaret:
„Aa! Der er saa mange."
Henrotin havde en sort Kone, som han delte Telt
med, og som han, paa Grund af hendes Omhu for
hans Marchkuffert, satte meget højt, skønt der mellem de
andre Hvide ved Avantgarden fortaltes en vidnefast Hi-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
