Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Man skal stole paa Lykken,“ sagde Bwana Mokuba
atter, inden hans Gæster gik.
„Ja og undgaa Ulykken," sagde Lebrun haardnakket,
for han følte sig stadig som en ældre Mand med Erfa-
ring.
„Det gør man ved at stole paa Lykken. Sov vel! Lige-
som jeg.“
De andre fulgtes en Tur ned til Flodbredden. Maanen
skinnede. Natten var stille, paafaldende stille. Dog syn-
tes de, de hørte Aaretag et Steds oppe paa Floden, og
paa den anden Side Vandet var der en Gren, der knagede
som under en Menneskefod.
„Det er nu ikke rigtigt," sagde Lebrun sagte, men med
Overbevisning.
»Nej,1 sagde Vivien, som gerne en Gang vilde være
Generalguvernør, og som ikke holdt af at diskutere Che-
fens Bestemmelser mellem saa mange underordnede og
fremmede. „Men man skal jo heller ikke være altfor for-
sigtig. Det kan jo vække Uro blandt Mandskabet."
Da de skiltes, savnede de alligevel allesammen Bwana
Mokubas fatalistiske Foragt for onde Rygter. Mange smaa
Vanskeligheder med deres egne Folk, som de ikke havde
ladet komme Bwana Mokuba for Øre, fordi han havde
Tilbøjelighed til at lægge Skylden paa dem selv, randt
dem i Minde, mens de stod tavse udenfor Lebruns Hus
og saa op gennem Landsbyen og lyttede til Skildvagtens
Skridt paa Pladsen.
Det var Lebruns Stemning, der sejrede hos de Hvide
i Upomba den Nat, undtagen hos Bwana Mokuba og
hos Svenskeren, som ikke var modtagelig for Stemninger
fra den Side.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
