Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Ravna. Et Himmerlandssagn. Af Johannes V. Jensen - Offerhymn. Af Anders Österling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
546
JOHANNES V. JENSEN.
sine Hænder i Nag og ond Fryd, han
smilede, som den kan, der længe men
ikke forgæves har hadet. Hans magre
Ansigt lyste af Ydmyghed, som var
dette for meget, for rig en Oprejsning,
der kom til ham i hans Livs Aften.
Velkommen, Helge, velkommen!
Og Andvor lod sin Gæst, som var
noget forkommen, före til et Kammer,
der var beredt til ham dybt under Jor-
den, et Hul i den sorte Jord. Han gav
ham sine Trælle til Oþvartning, og de
lod ham hviles paa et Bolster af Spyd-
stager, hvorunder der blev fyret med Kul,
lod hans länge, ædle Lemmer strække
med en Vinde, og hans Brystkasse klem-
me mellem to Stykker Træ. De lagde
svirpvarme Teglsten mod hans Fod-
blade og toede ham med sydende Talg.
Derpaa begyndte de at brække hans
Led fra de yderste af med Hamre af Træ.
Da de knuste Helges Tommelfingre,
tænkte han hastigt paa Ravnas smaa
uövede Tomler. Men da den sorte
Kulrög bölgede op om ham og slog
sammen om hans Hoved som Ravnas
länge Haar, da gad han ikke længere
undse sig. for sine Bodier, men græd,
græd sine unge Aar ud. Han græd og
skreg . . . med Hovedet bojet tilbage og
med vidtaaben Mund. Under det sorte
Jordloft löd Helges Jammerraab som
dumpe Skred i en Grav.
Ravna! kaldte og skreg han. Ravna!
Og igen: Ravna!
Da kom hun til ham. Han saa
hendes sorte Vinger flagre imod sine
Öjne.
OFFERMYnN.
Af ANDERS ÖSTERLING.
Som aldrig förr, ovansklig, stum och stilla,
du kufvar blicken med din stråles bländning,
sällsamma Genia. Den gyllne källa,
som djupnar i ditt ögas grund, får skimmer mer och mer.
Men mina kval förläna dig fulländning —
ett gåtfullt samspel! När i febervilla
jag hör emot mig Ödets floder välla,
ditt anlets afglans af min skräck med nyfödd tjusning ler.
Af mina tårar du en brygd bereder,
som mystiskt dig förskönar och förnyar.
Din själ får ro af mina nervers kvidan,
och du får evighet af allt som från mig dör och dör.
Som stoft är jag, och du som hvita skyar —
lif af mitt lif, o Skönhet! Fåfängt beder
dock jag, ditt upphof, under het förbidan
om blott en gnista af din eld, som ingen makt förgör.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
