Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Strejftog i dansk Literatur. Lyrik. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
STREJFTOG I DANSK LITERATUR
657
Ogsaa Valdemar Rordams Digtning er
tilblevet under »skiftende Skönhedstegn»,
ogsaa i hans Væsen er der »urolige Vande»,
er der Flyvesand. Der er Livsfrodighed
over hele hans poetiske Personlighed, han
er en Naturdyrker, en vældig Jæger gennem
Skov og Krat, naar de gjaldende Horn
lyder. Han beruses af de maaneklare Nætter,
af Foraarets Piblen og Bryden og Blinken,
og han elsker den brusende Sö og de
stampende Bölger. Det synger og ler i hans
Hjærte, »naar Solsorten skingrer og flöjter»,
og hans Sind »gror med den grönne Rug
paa Hovmarkens bugede Höjder». Men
han har endnu ikke naaet Begrænsningens
strænge Kunst. Han föjer Strofe til Strofe,
selv om han bryder Digtets Ramme og
kun varierer et og det samme Udtryk
indtil Trivialitet. Han er ingen Formens Mester,
selv om han ogsaa i formel Henseende kan
yde det fuldendte. Han löber til Tider
underlig löbsk. Frodig er han imidlertid
som ingen anden af sine samtidige — han
er virkelig den danske Skærsommers
Sanger nu, da Holger Drachmanns Stöv er
höjsat paa Skagens hvide Strand.
En fuldt ud moderne Lyriker ejer vi i
Kai Hoffmann, der har ladet en ny
Samling Digte »Under Solen» fölge paa sine
tre foregaaende: »Liljer i Mörket», »Byen
og Havet» og »Riget». (Alle Brödrene
Salmonsens Forlag.) I Modsætning til
Rordam, hvis Frodighed han end ikke
tilnærmelsevis ejer, er han den strenge
Formens Månd. Han vaager kræsent over
det sproglige Udtryks Præcision, men lader
sig paa den anden Side heller aldrig rive
med. Der er intet ubehersket, intet
»genialt» ved ham. Men han er fin og
stem-ningsbevæget i sin Lyrik. Han tegner gærne
yndefulde smaa Pasteller af kjöbenhavnske
Gader og Parker, han vælger sig Höstakken
til Fristed i den »söde Middagsstund»,
eller han »ser gennem Dampenes Graad,
over de drivende Taager» op mod
Stjær-nerne. Sværmerisk længes han mod »den
fuldkomne Sejer, Riget i det Blaa!»
Ligesom Helge Röde föler han sig beslægtet
draget mod Viggo Stuckenberg, denne
»Livets Elsker», der er vandret
»ud imod Sletternes Sletter,
ud i de evige Nætter,
hvor Skyerne fare i Rummet,
og Blomster mod Maanen gro.»
Ord och Bild, ifx årg.
Men Hoffmann kan ogsaa lösrive sig
fra Stjærneskær, fra Riget i det Blaa, og
give et muntert Rids af Stockholms
Skærgaard og den mylrende Midsommerfest »i
de snævreste Fjorde». Og han bringer
Stockholm som By en begejstret Hyldest
— Byen, hvor den evige Vaar hvirvler og
skummer i Mälarens Vand, Byen med »den
Sol og den Sommer, hvor Skönheden
gror».
Atter vender han dog tilbage til den
lyse Nat med urolig Længsel efter Ungdom
og Rejser, eller til Fuldmaaneskinnet, der
omgiver ham som en Sö. Han skildrer —
saa man tror at være nær værende •— i
tre fastformede Strofer Morgenen, naar
Huset vaagner, og han hörer Börnenes
Stemmer, medens de bliver klædt paa,
den tidlige Time, da Livet begynder at
rinde. Sneen elsker han — som
Stuckenberg og Röde •— »Fortidens dybe Sne»,
da Vinteren var hvid og blaa, Söndagens
henrykte Sneland i længst forsvundne Dage,
men ogsaa Sneen, der ligger omkring
Huset paa de hvide Marker, hvor han er ventet.
En lydhor og skarpt skuende Digter,
der hörer og ser mere end »Kræmmerne»
omkring hain, tilbedende Ensomheden,
Tusmörket og det blege Maaneskin,
Vidderne og Skönheden, som kun aabenbarer
sig for dens hemmelige Elsker. Ingen
brusende Sanger for den stimlende Mængde,
men en af dem, der synger sig ind i Hjærtet
hos de faa.
Det er ogsaa de faa, som vil finde
Behag i Aage Matthison-Hansens »Digte»
(Axel Andersens Forlag), den i2:te i
Rækken af de smaa Digtsamlinger, han nu
stadig udsender med et Aars Mellemrum.
Han er mere end i en Henseende Digter
i det lille Format, men uddrog han en Gang
de betydeligste Poesier i alle tolv
Samlinger til en Udsigt over sin Digtning i
den forlöbne Tid, vilde ingen kunne nægte
ham en anerkendt Plads blandt nyere
danske Lyrikere. Han er en Stemningsdigter
fremfor nogen, uhyre modtagelig for Indtryk,
fölsom indtil Overmaal, altid i Længsel.
Vandrer han f. Ex. paa Kinas nögne
Sletter, længes han fra de hede Dage og torre
Nætter mod Hjemmet, »mod vor Moders
Favn».
En hel Særstilling mellem den Lyrik,
disse Linjer er viet, indtager Kai
Holberg med sin Digtcyclus »Zoologisk Have»
42
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
