Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Per Hallström. Af Harald Nielsen. Med 3 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
HARALD NIELSEN
Døden udstraaler mystik paa mere end
en maade over Per Hallströms kunst.
Ogsaa ved den plads, den indtager i hans
forestillingskres, og ved de funktioner, den
udfylder, aabner den perspektiver, som ojet
forgæves søger at udmaale, dybder, i hvilke
frihed og nødvendighed fortoner sig bag
hinanden, indtil mørket sluger dem, saa at
svaret for stedse bliver usikkert. Vi synes
at se ind i selve tilpasningens
hemmelighedsfulde værksted. Vi ser en forestilling
vokse sig napoleonisk stor i kraft af saa
mange og saa dybe aarsager, at den
snarere synes kilden, hvorfra de udgaar, end
stedet, hvor de udmunder.
Er dødsforestillingen Per Hallström
paatvunget af en medfødt melankoli, et fysisk
tryk? Vi ved det ikke og vi behover ikke
at vide det, thi hvorledes det end
forholder sig, har aanden i hvert fald til
fuldkommenhed forstaaet at bemægtige sig den og
gøre den til sin egen. Er man imidlertid
en gang naaet fra tidens og hans egne
forudsætninger frem til det højdepunkt, hvor
de mødes, ser man ogsaa de andre veje,
ad hvilke man kunde være kommet. Hvad
der syntes udtommende forklaret som det
nødvendige midtpunkt i hans
verdensopfattelse, som generalnævneren mellem ham og
tiden, viser sig i lige saa høj grad at være
en psykologisk og æstetisk nødvendighed.
Havde tænkeren ikke fundet døden, vilde
kunstneren have gjort det, thi forst den
bringer de dybe lag i hans sjæl, de, der
er de kunstnerisk frugtbare, frem for dagens
lys.
Ikke blot som aand, ogsaa som kunstner
naar han nemlig forst efter en kamp
mellem anlæg og tilskyndelse sit maal. Han,
hvem man har villet henvise til kritiken
som hans egentlige virkefelt, begynder med
et bind lyrik, og umiddelbart efter
fortsætter han med et bind graa, ironiske,
nog-terne skitser. Begge anslag klinger hver
for sig videre gennem hans produktion.
Digtene fortsættes med endnu et bind
foruden enkelte spredt rundt om i tidsskrifter.
Den nøgterne, realistiske holdning afføder
en bestemt type, som han behandler med
forkærlighed og virtuositet. Det er det
forkomne geni, der lever paa
fremtids-veksler, fantasten, »storsvensken», som den i
realismens land befarne har faaet blikket
skærpet for. Det er nationalkarakterens
romantiske sygdomme, han nægter at tage
med i købet ved bosættelsen i det gamle
land.
Der er dog ingen af disse former,
hverken den yderligt lyriske eller den yderligt
nøgterne, der giver hans væsen et tilfredsstillende
udtryk. Lyrikens lette stemninger brister som
glar under hans bevidstheds haarde greb.
Realismens nøgterne beretning er for
snæver og for flad for det dybeste i hans sind.
Men hvad der ikke lod sig gøre ved
ironiens kolde, lette hammerslag og ikke
ved lyrikens flygtige ild, prøver han at naa
i eksaltationens hede. I den tredie bog,
han udgiver, »Purpur», ser man ham som
paa trods fyre op under talentet for endelig
at smelte det genstridige og naa den varme,
i hvilken begge sider af hans natur forenes.
Det er ikke længere tørhed, der er ordet, det
er feber, fugtigt brændende feber. Stemningen
og temperaturen er i disse fortællinger
tropisk. De er overlæssede og
ufremkommelige som en jungle. Man bevæger sig i
en bevidsthedens underskov, hvor
sælsomste vækster trænger sig imellem hinanden
og spærrer baade udsigt og vej. Farven
er ikke realistisk graahed men det
dunkleste røde, purpurets, blodets och dödens
mystiske farve, som blot altfor ofte synes
sygelig levret. Man har indtryk af, at en
vild beslutsomhed er steget Per Hallström
til hovedet, en higen efter for enhver pris
at gribe hint unævnelige: gaaden,
stemningen, det uudgrundelige, der ligger bag alt
det klare. Foreløbig er resultatet
imidlertid blot blevet, at hans klare, prøvende
bevidsthed ganske overskylles af mystik.
Tilstanden afspejler sig rent artistisk i den
usammenhængende, utilfredsstillende maade,
novellerne er opbygget paa. Man er (saaledes
i den første, »Arsareth») uden faste
steds-og tidsbestemmelser. Alting foregaar som
i en drøm, og konturerne svømmer ud i
stemningsmættede ord.
Eller flere motiver afløser hinanden og
fletter sig ind i hinanden, saa at læseren
ganske taber følelsen af, hvor
tyngdepunktet ligger (»Adonia»).
Men midt imellem alt det vidtsvævende
og dunkle findes der en novelle, der er
fuldkommen ved sin knaphed og stemningsfylde,
ved sin forening af klarhed og dybde. Det
er det lille mesterværk, der hedder »Falken».
Den fortæller om en ung knøs, Renaud,
der er opfyldt af lyst til at eje en af de
stolte falke, som han saa tit har set i borg-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
