Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Friluftsspil. Af Carl Behrens. Med 10 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
244 CARL BEHRENS
ters vidunderlige Ævne til at skabe et
livskraftigt Værk for Friluftsteatret. Hele
Naturen spiller med ind i dette
»Skov-og Vanddrama». Træernes Løv hvisker
i Aftenbrisen, og Ilmfloden haster
brusende forbi, medens den sværmeriske
Sang og Orkestrets længselsvækkende
Toner blander sig med Naturens Røster.
Og langsmed Flodbredden og op ad den
træbevoxede Skrænt, der hvælver sig
•over den ensomme Fiskerhytte, luer
Faklerne, som slaar Gnister af Flodens
graa-gule Vand og kaster flakkende
Belysninger under de tætte Træer.
IV.
Det Indtryk, »Die Fischerin» 1782
efterlod paa den naturlige Skueplads, er
ingen død Værdi for Nutiden.
Opførelsen blev gentaget 1849 ved Festen i
Anledning af 100 Aarsdagen for
Goethes Fødsel, og nu i Sommer, da
»Goe-the-Gesellschaft» fejrede sit 25
Aars-Ju-bilæum, var det Festdagenes Klimax,
da dette Sangspil i al sin rørende
Naivetet og naturlige Ynde fremførtes for
den internationale Goethe-Menighed.
Hinsides Floden, der jagede forbi
med en Brusen som af Naturstemmer,
laa Fiskerhytten. Ilden blussede under en
Kedel paa Arnen og kastede sit rødlige
Skær rundt omkring. Tilskuerne paa den
modsatte Flodbred var saa nær ved
Sceneriet, at de kunde følge alt nøje,
men dog saa fjærnt, at det hele saaes i
Perspektiv, thi lims Strøm dannede
Skillelinjen. Og saa spilledes Stykket, saa
lød de usammensatte, næsten folkelige
Melodier og det usynlige Orkester klang,
medens Floden brusede, og Løvet
susede, og en enlig Fugl kvidrede op —
Naturen var ikke stum. men ydede ogsaa
sit Akkompagnement til de kunstneriske
Præstationer.
Forunderlig smukt og betagende —- et
Bevis paa Goethes fine Natursans —
virkede det Øjeblik, da Naboerne ilede til,
og Faklerne tændtes langs Flodbredden
og op ad Skrænterne:
»Eilt nur geschwindel
Lauft nach den Reusen!
Wohl blieb sie hangen,
Und ziindet Schleiszen
Und brennet Fackeln
Und Feuer an!»
Virkningen var efter Goethes Udsagn
sjælden skøn i 1782 — den var det i
ikke mindre Grad i 1910. Ildstriberne
dansede hen ad den skummende Flod,
og Fakkelskæret belyste de mørke
Trætoppe, saa de blev glødende, indtil det
tilsidst samlede sig i hele sin Glans
omkring Hytten, hvor Dortchen stod
omgivet af sin Fader, sin Brudgom og
Fiskerne med deres Aarer, og
Rundsangen lød ud i den stille Aften. Da følte
man, hvor genialt Goethe her i sit
flygtigt henkastede Lejlighedsstykke havde
formaaet at sammenknytte Natur og Kunst
til en uopløselig Helhed -— det sande
Naturteater.
Men heller ikke den unge Goethe, i
hvem alt gærede og spirede, blev glemt
ved denne festlige Lejlighed. Et Par
Timer forinden »Die Fischerin» spilledes
hans Schönbartspiel »Das Jahrmarktsfest
zu Plundersweilern», der i sine Hovedtræk
blev Forbilledet for Oehlenschlägers »St.
Hans Aftenspil», paa en til Markedsplads
indrettet Eng i Parken. Der blev
danset og sunget, deklameret og satiriseret,
medens en herlig, lun og vindstille
Sommerdags mørkeblaa Himmel hvælvede
sig over en i Goethetidens Dragter klædt
Skare, hvor Tilskuer ikke mere kunde
skelnes fra Aktør.
V.
Disse Festopforelser var som et Pust
fra Fortiden, da man havde brudt Bresche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
