Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Fjärde häftet
- Herman Bang. Af Hans Brix
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Han kom som ung Student ind til
København; det er her, han lider det
omtalte Nederlag som Skuespiller. Phister
havde set ham spille i Sorø og havde rost
hans Evner. Men hans nervøse Uro førte ham
helt udenfor Rammen; han vilde tyve Aar
senere være blevet opfattet noget anderledes
— men endnu var Nerverne ikke paa
Moden i København: det var ham selv,
som skulde gøre Nevrosen moderne. Han
begyndte at skrive, blev Bladmand og
oplevede i denne Stilling paa nærmeste
Hold den omfattende Svindel, der ledsagede
Københavns Udvikling til Storby. Paa ny
var han midt i en Verden af Undergang
og Elendighed. Man havde villet hævde
sig som Kongerige med Hovedstad; men
det aabenbaredes, at Danmark efter 64
var kun et Par Landsdele med en stor
Provinsby i Spidsen, helt ovre mod Øst,
i Periferien.
Saaledes saa det ud for den unge
Forfatters Øjne.
Herman Bang har skildret dette
København, Nederlagets By, i sin Roman »Stuk».
Det er et Billede af Byen, som allerede
er historisk, men som engang var
virkeligt, og som vil bevare Mindet om en
febril Overgangstid i Landets Udvikling;
med Finhed og Skarphed er der gjort
Rede for Hulheden i en Række Træk af
Landets Kultur; bag en pyntelig Overflade
afdækkes Usikkerhed, Evneløshed,
Smaatskaarenhed; med en sansesløs og
uafladelig Larmen søgte man at bryde den Død,
der truede Landet og Byen med
Undergang.
Billedet i »Stuk» er stærkt, men meget
ensidigt; den Mængde levedygtige Spirer,
der i Slutningen af Halvfjerserne spaaede
en virkelig Genfødelse, har man ikke Øje
for. Han føler sig ikke i Pagt med de
frugtbare Kim. Og det var dog ikke
mindst paa hans eget Omraade — det
kunstneriske — at der var Fremgang og
Daad.
*
Han var selv gennem disse Aar blevet
en frembringende Kunstner, for hvem
man maatte have Opmærksomhed. Han
vandt Sejre, men følte ikke nogen Triumf
ved dem.
Han havde gennem sin Læretid
opdaget de Midler, han havde til sin Raadighed;
han havde dannet sig en ejendommelig
Teknik, hvis Yderpunkter betegnes af
Navnene Zola — Jonas Lie — H. C.
Andersen.
Man genkender Zolas Indvirkning i den
ejendommelige Brug af Ledemotiver, som
en enkelt Gang herhjemme kan ses hos
Gustav Wied, men iøvrigt er et af Bang
alene anvendt teknisk Greb. Zola bruger
i sine omfangsrige og personmyldrende
Romaner at ledsage de underordnede
Figurer med en Art Signal, en fastslaaet
Karakteristik, som meget bekvemt og hurtigt
bringer Typen frem i Erindringen.
Herman Bang har optaget denne hamrende
Gentageise, fordi han i det hele bruger
Gentagelsen som et yderst virksomt Middel og
ikke skyr at trætte sin Læser, naar blot
han faar Virkningen frem. — I større
Almindelighed er Bang ogsaa paavirket af
Zola ved den overordentlige Styrke,
hvormed de begge behersker Stoffet; Zola med
solid og uudtømmelig Indsigt, Herman
Bang med febrilske Hænders stærke Greb.
Der er den Forskel, at, medens Zola altid
har sin vidtløftige Materialsamling i Orden,
saa er den Viden, som Herman Bang lader
komme frem, ofte meget usolid. I
Fortællingen »Ved Vejen», der foregaar paa en
Jernbanestation paa Landet, fremstilles hele
Tog-Apparatet med en Sikkerhed, der langt
overgaar Paalideligheden. For Eksempel
er det kordiale Forhold, hvori
Stationsforstanderen staar til Togføreren, ikke nogen
Iagttagelse efter Virkeligheden. Saadanne
Ting vilde ikke være værd at nævne, hvis
ikke Forfatteren byggede sine Bøger op
udefra og stræbte at bemægtige sig vor
Tillid paa de ydre Tings Omraade for
derefter ogsaa at kræve den for
Kernepunkternes Vedkommende.
Fra Jonas Lie har Bang modtaget eri
afgørende Paavirkning. Denne skabte i
Tiden ved 1880 en Form, hvori
Forfatterpersonen — den ordførende, han, som
fortæller det hele i de sædvanlige
Romaner — ophæves. Læseren faar en Mængde
Ting at høre, en Mængde Ting at se;
men han maa selv forstaa, hvad der er
bagved. Det er en Romanform, der
frembringer en behagelig Anspændelse hos
Læseren; der er ikke de store Stykker
forklarende Indskud, som i en bred og
myndig Stil gør os Rede for Personernes
indvendige Tilstand og oplyser os om alle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 13:52:19 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1912/0253.html
