Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Första häftet
- Kammeratskabet i Norden. Af Vilh. Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36
VILH. ANDERSEN
blev ham forklaret som Religion, gentog
han tövende: Religion —ja — det er vel
»Luther»? Paa det samme Spörgsmaal
rettede Svenskeren sig op og svarede
med höj Röst: Kungliga svenska
statsreligionen.
Véd disse Træk belyses mit Emne:
Nationalitetsforskellen i Norden. For det
er paa den fulde og levende Erkendelse
af denne Forskel, at Arbejdet for
Nordens aandelige og kammeratlige Enhed
i vore Dage maa bygge.
*
Saa langt vi kan naa tilbage i
Historien, har man været sig denne Forskel
lige saa bevidst som den umiddelbart
indlysende Enhed i Sprog og Race,
hvorpaa der i hine Tider ingen Beviser
behö-vedes, men som iövrigt er bogfört baade
hos Snorre og hos Saxo.
I Aaret iooo var der ligesom nu
Ufred i Östersöen. Det gjaldt at
sønderbryde den stærkeste Krigsmaskine,
som Datidens Norden kendte, Olav
Trygg-vesöns Vælde i dens udtrykte Billede,
den Super-Dread-Nought af en
Vikingesnekke »Ormen hin lange», hvor Kongen
var om Bord paa Hjemrejse fra et Togt
i Östersöen. Ved Svolder laa en
forenet norsk, svensk og dansk Flaade for
at passe ham op.
Da »Ormen» kom saa nær, at man
kunde skelne de fjendtlige Skibe fra
hinanden, improviserede Kong Olav en
Karakteristik af sine Modstandere, der
af Snorre er overgivet til Historien som
det förste drastiske Udtryk for
Nationalforskellen i Norden. Om Danskerne
sagde han: Ikke ræddes vi de Blödmænd
dér, der er ingen Hu i Danerne. Om
Svenskerne: Bedre havde det været for
Sveerne at blive hjemme og slikke deres
Blotboller i Mag end at gaa os under
Öjne. Men da man viste ham Erik Jarls
Skibe, udbrod han: Dér kan vi vente
at faa Svar paa Tiltale — de er
Nordmænd, som vi selv.
Udtrykkene er betegnende for den,
der bruger dem, og ogsaa paa anden
Maade farvet af Tid og Lejlighed. Men
der er mange Gange siden, ogsaa af
Danske, blevet klaget over, at Danskerne
har for lidet Hu, fordi de har for meget
Humör og Gemyt. Og Svenskerne har
længe efter de store hedenske Blotgilders
Tid, som Olav Tryggvesön sigtede til,
maattet höre i.lde, ogsaa af deres egne,
for deres Smag for den festligt fyldte
Bolle, for den bellmanske Dityrambe og
den tegnérske Svada. Og endnu den
Dag i Dag findes Nordmænd, hvis
nationale Selverkendelse ikke gaar ud over
Identitetsformelen: Norsk — det er jeg.
Holder jeg mig efter mine
Forudsætninger til det, som jeg kender bedst,
Folkekarakterens Udtryk i den nationale
Litteratur, saa finder jeg (med Olrik og
Schück) allerede tydelige
Nationalforskelle i Nordens ældste uskrevne
Litteratur: Heltedigtningen,
Middelalderviserne og Folkeeventyrene. Saaledes er
det straks paafaldende, at Nordboerne,
til Trods for Sprogfællesskabet, dog ikke
som Grækerne har kunnet frembringe
en fælles Heltedigtning. Danskerne har
været nærmest derved i
Skjoldungesagaen, hvis Hovedskikkelse, den
behersket kraftfulde Rolf, fik fællesnordisk
Gyldighed. Men iövrigt har
Helteidealet, Folkeaandens höjeste Udtryk, været
forskelligt for de forskellige Folk. Hos
Danskerne er det rent humant, en fuld,
uhemmet Udfoldelse af en jævn
Menneskenatur. Paa Norsk er der Trold i
Helten, en religiös Bundethed eller
dæmonisk Forgjorthed, hvortil der — ligesom
senere i Eventyr og Viser — mærkes
lidet hos de mere rationalistiske
Danskere.
Det svenske Helteideal synes, saa
vidt Kilderne lader se, mere ynglinge-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Wed May 8 14:58:38 2024
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1916/0052.html
