Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Jakob Knudsen. Af Chr. Rimestad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 20
CHR. RIMESTAD
bestaar icke i nogen Forandring i det
ydre, men deri, at Sindets Tyngdekraft
lægges andetstedes hen, flyttes fra det
jordiske til noget andet . . . Hvorledes,
hvori finder den ideale Længsel da Hvile?
Den faar jo dog ikke her paa Jorden
Forbindelse med det ideale
Fuldkommenheds-Rige, det evige. — Nej, ikke
med det evige, men med den evige, med
Gud. Den Idealitet, som higer mod det
evige, er vel ikke lögnagtig af Væsen,
saaledes som den, der omlaver det
jordiske og gör det til sin Afgud; men i
og for sig er den förste Art af Idealitet
ligesaa ödelæggende, sprængende for
Sjælen, som den sidste. Alt kommer
an paa, hvor det förer til, om det förer
til Gud. Thi först i Troen paa Gud er
der Hvile for den ideelle Higen; denne
hörer vel ikke op, fordi den finder Hvile
i Troen, men Evighedsspændingen gaar
af den, Ophidselsen, der gjorde den
ubrugelig, fordærvelig som Arbejdskraft i
Timeligheden». Hvorledes det gaar til,
at Troen udretter det, som intet andet
formaaede: at opveje den ideale Higen,
forklarer Jakob Knudsen derved, at
Troen ikke blot er en Higen, men et
usynligt Möde her i Verden med den
levende Gud. Der er en
Evighedsford-ring, et Uendelighedskrav nedlagt i
Mennesket, en ideal Higen, som kun kan
stilles ved at opvejes. En lige stor Vægt
har ikke været at finde i nogen jordisk
Ting, hvor meget man saa har sögt.
Kun Troen bringer denne Ligevægt til
Stede og stiller den usalige Higen. Man
rörer her ved det centrale i hele Jakob
Knudsens Forfatterskab. Om Idealiteten
kredser alle hans Forestillinger. Han er
fuldt overbevist om, at al Stordaad er
övet af Idealitet, hvad enten denne er
vildfarende eller retledet i Troen. Uden
Idealitet ejer et Menneske ikke den
Fantasi, der skal til for at öve Handlinger,
som rækker ud over Ens private For-
nödenheder. Idealitet vil sige, at det
naturlige Sjæleliv gaar over sine
Bredder, bruser over, begærer det
overnaturlige, det fuldkomne: den fuldkomne
Sikkerhed for Lykken, hvis man mener, man
allerede ejer den, den fuldkomne Lykke,
hvis man föler, at man ikke har den.
Al Kunst opfattede Jakob Knudsen
som Idealitet: dens Emne er selve den
vildfarende Idealitet, der har slaaet sig
ned paa jordiske Ting og vil
guddom-meliggöre dem. Men den höjeste Kunst
maatte han ifölge hele sin Betragtning
finde der, hvor Emnet vel var den
vildfarende Idealitet, men hvor Værkets
inderste Sjæl gennem Kunstnernes egen
Idealitet var bragt i Ligevægt gennem
det religiöse.
III.
Jakob Knudsen var sikkert en
lykkelig Månd, fordi han havde formaaet at
stille denne Uro, der er den moderne
Sjæls ulægeligste Sygdom. Han har
fundet talrige overraskende dybe Udtryk
for sin Fölelse af at være kommen i
Forbindelse med det Absolute. Ogsaa
han har fölt denne isnende Rædsel ved
at være stillet overfor Gaaden, der jo
netop bestaar deri, at Livet selv intet
Spörgsmaal stiller og derfor heller ikke
giver noget Svar; det er inde fra os selv,
fra vor Erkendelse, Spörgsmaalet
kommer. Og det gaadefulde bestaar i, at
Livet slet ikke synes at bekymre sig
om vore Spörgsmaal. Vort Spörgsmaal
til Livet: om det har nogen Mening?
synes slet ikke at blive hort. Livet traver
videre, uden at vi kan opdage noget Maal
og naar vi spörger efter Maalet, forstaar
Livet os ikke.
Her finder Jakob Knudsen et af disse
Billeder, der med eet saa mærkværdigt
intenst levendegör hans Tanke og hans
Fölelse. Han skriver:
Livets, Gaade ligner langt mere det,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
