Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Henrik Wergelands lyrik. Av Fredrik Paasche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FREDRIK PAASCHE
Hvilken rigdom for en dödeligl
Min sjæl fryder sig i himlens forårsglæde og
skal deltage i jordens.
Den tindrer stærkere end vårstjernerne, og den
vil snart springe ud med blomsterne —
Et sekund »i slet lune» — det vilde
være »som at dræbe himmelblå og
rosenrode sommerfugle». Og den synd gyser
hans hjerte for »i sit inderste», det hjerte,
som ikke glemte »ormen i stövet». Frem
for tanken stiger hans digt om »Den
förste sommerfugl» (fjäril), om den förste
vårens hilsen, endnu i hvit vinter, —
mött av hans tilbedelse:
Min sommerfugl, flyv ind! flyv ind!
Varm dig ved vindurosens kind!
Tro solen ei endnu! Dens glöden
kun lokker trolös dig i döden — —
Men kom, du kræ, er det for koldt!
Kom, barn, om verden er for stolt!
Jeg er mer stolt end den: men Eder,
I små, om kjærlighed jeg beder — —
Den förste sommerfugl? Velan,
kom ind, om i min sjæl du kan!
Fra den er mange slige flöine
med vingen dækt av gyldne öine — —
I gyldenlakkens lune skjöd
du drömme dig en dröm så söd!
Min sjæl sig ofte der nedsænker
og i sin dröm den herligst tænker –-
For koldt jeg selv jo finder alt,
de andres blod er mig for svalt.
Mit eget må jeg derfor öde.
I verdens frost jeg ellers döde — —
Engang hist i det blå for mig
og kjærligt vindu åbner sig,
når dagen er for kold mig bleven,
för sneen er på issen dreven.
IV.
Til det inderligst gripende i
Wergelands digtning hörer de sidste sange, —
fra hans lange dödsleie (sykdommen var
lungetæring). Der ligger en lysning over
digtene fra dette dödsleie som over
Platons beretning om Sokrates’ sidste dage.
Han, som dör, er helt ut menneske, ikke
martyr, ikke helgen, et menneske, som
elsker livet, men tillike et menneske som
vet, at dödens hemmelighet er en del
av livets, som tror, at döden förer
opover. Ingen kan stå ved Wergelands
dödsleie uten at ta kraft av det, han her
ser og hörer, uten at bli sterkt bevæget
av den seierrike ro, den anelsefyldte
tillid, som lyser ham i möte:
Det isdryps rislen i min barm .. ?
og disse stik af ild . . ?
Lad döden kalde det sin seir!
Det er min himmels forårsveir,
dens vårfrembrud — snart kold, snart varm,
min saligheds april — —
O fölelse söm af et bad!
Jeg alt tilgivet har.
En finger på mit öie kom.
En engels: det min moders var.
Nu er min sjæl en toet blom,
så nyfödt, barneglad.
Han lægger ut på evighetens hav
til tonerne av en ny »sjömandsvise»:
Frisk an, lad modig til da stå
igjennem sky op i det blå.
Der seile englene omkring
som på udspændte svaneving.
Med strande av demant og guld,
er himlens hav av öer fuldt — —
Det er de stjerner, klare små,
som du på nattevagten så.
Da tænkte, manne, du på Gud
som ströet har dem alle ud.
Snart midtiblandt hans stjernehær
du skue skal hans storhed nær.
Månen, som skinner ind gjennem
vinduet, synger til »sin elsker»:
Nu går jeg til stjernehaven.
Der falder dug så sval.
Jeg den din feber bringer
i mine horns pokal.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
