Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Hippolyte Taine. 1828—1893. Af Paul V. Rubow - II. Forfatterskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hippolyte Taine
ligt angrebet dem, analyseret dem, gransket
deres Forhistorie.
Især har Diskussionen været livlig af
Teorien om den herskende Evne, der
virkelig ogsaa er Systemets Nøgle og en
Hypostase af Taines Aarsagsbegreb, men i
Forbindelse med dette Punkt har man bedømt
det hele Net af Synspunkter. Man har
ligefrem negtet at det skulde være muligt at
forklare de frembringende Aander ud fra et
enkelt Princip. Taines Formler er imidlertid
ofte ret sammensatte, og de som har
fordømt hans Metode i Teorien har ikke været
bange for at anvende den i Praxis. Taines
Indflydelse paa nyere, især fransk,
Litteraturforskning kan vanskelig overvurderes.
Modsat Sainte-Beuve, der egentlig ingen
Elever havde, fik Taine fuldt op af
Fortsættere og Eftersnakkere.
Vurderingen af Taines Raceteori har
begribeligvis svinget med Antropologiens
vex-lende Formler. Han vidste selv, at her var
meget at udbedre, men Fortjenesten af at
have indført det med Alvor og Konsekvens
i den litteraturhistoriske Forskning er i al
Fald meget stor. Den vigtigste Betingelse
for at arbejde med det Begreb er i øvrigt
ikke at være paa Højde med
Fagvidenskabens nyeste Formulering af det, men at
kende det Folk godt man arbejder med. Og
Taine var en Kender af Folk og Folkesind, i
al Fald det engelske. Hans Skildringer fra
England gaar i Oversættelse igen i engelske
Læsebøger Verden’ over.
Værst er det gaaet ud over Milieuteorien
og dens Følgesætning om Geniet som et
Resumé. Diskussionen af denne lidt
forhastede deterministiske Lære kræver en Bog
for sig. Allerede Sainte-Beuve og Georg
Brandes tog voldsomt til Orde imod denne
Lære, og Faguet gik saa vidt som til at
hævde, at det eneste der var interessant ved
en Forfatter eller Kunstner, var de Træk
hvorved de udskilte sig fra Milieuet: »d’oti
il suit que la méthode explique tout d’eux,
excepté ce qui vaudrait la peine d’étre
ex-pliqué». Man mærke sig dog, at Taine har
holdt Teorien om »les forces primordiales»
og den om den herskende Evne ude fra
hinanden. Han lader Erfaringen træde til
efter at have deduceret Resultatet af de
tre Grundkræfters Sammenspil; han mener
altsaa ikke at Metoden er fuldkommen nok
til at han ved den blotte logiske Slutning
tør definere Forfatterpersonligheden, men
han plejer rigtignok triumferende at henvise
til, at Deduktion og Induktion stemmer over
ens.
Disse Formler skulde være fattige indtil
det latterlige, hed det. Hvad var der sagt
om Shakspere med Angivelse af »den
fuldstændige Indbildningskraft» som hans
herskende Egenskab? eller om Stendhal med
Devisen »Pesprit supérieur»? Imidlertid kom
det jo ikke an paa de valgte Ords suggestive
Kraft, og naar Taine gaar fra Definition
over til Demonstration, ser man, at han selv
ved disse stærkt angrebne Formler har
forstaaet noget ganske bestemt, og at de ved
Udførelsen kom til at give god Mening.
Taine mente for Resten, at de Definitioner
af den individuelle Begavelse han anvendte,
havde Foreløbighedens Karakter. Med den
psykologiske Videnskabs Udvikling, som han
selv paa det kraftigste bidrog til, vilde
Formlerne kunne revideres.
I hans Forfatterkarakteristikker lader
Begrebet sig da ikke skille fra den nærmere
Beskrivelse. Den omhyggeligste
erfaringsmæssige Undersøgelse og Dokumentation
følger bestandig paa Opstillingen af Teoremet.
Man kan’ da undertiden konstatere større
eller mindre Divergenser mellem Præmisserne
og Konklusionen, og Slutningens
Sandsynlighed kan appellere i højere eller ringere
Grad til Læserens Fantasi. Taine havde en
vis Tilbøjelighed til at overdrive eller sætte
Tingene paa Spidsen. »Il faut dépasser le but
pour l’atteindre», skrev han en Gang. Og
undertiden virker det angivne
Grundsynspunkt snarere som Ledetraad for Tanken
end som logisk Drivhjul. Det gælder
saaledes hans vægtigste Digteranalyse, den af
Milton, hvor »Molekylet» er saa forsigtigt
defineret som »la science immense, la
logi-que serrée et la passion grandiose». Ofte
eiden angivne herskende Egenskab kun som et
Brækjern, hvormed man bryder
Personlighedens Dør op.
Forskerne og Kritikerne har haft meget
travlt med at finde Oprindelsen til Taines
Teorier. Specielt Læren om Milieuet har
fremkaldt Kommentarer i Massevis.
Allerede Sainte-Beuve gjorde opmærksom paa
dens ærværdige Stamtræ: Hippokrates har
skitseret en Teori om Omgivelsernes og
Klimaets Indflydelse paa Karakteren og
Nationen, Montesquieu har udført den videre.
Senere har man gjort Jagt paa andre
Fortilfælde, og der var nok at tage af: det gik om-
217
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
