Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Tendenser og Problemer i nye norske Romaner. Av Charles Kent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Charles Kent
det skapte — det er altsammen smukt, tildels
gripende skildret. Man kunde naturligtvis
ønsket en mere individuelt utformet Bekj
endelse ; Scott har nu i mange Aar og i en lang
Række Bøker vænnet sig til at føre Ordet paa
sine Personers Vegne, — det hævner sig i det
Øieblik han skal gi Ordet til to saa
forskjellige Individualiteter: stilistisk er der knapt
noen Forskjel at merke mellem Digterens og
Prestens Optegnelser.
Prestens Retfærdiggjørelse av Gud er ikke
saa vellykket som Fortællingen om hans
Levned er sympatisk. Hans Ræsonnement følger
i det store og hele Leibniz’s Tankegang: at
det Onde ligger i Materiens Væsen, og at
hvis bare ikke Materiens Kulde og Tristhet
faar Makten over vor Sjæl, saa kan vi haabe,
at »paa et andet Plan» vil det som er vondt
her, ikke være vondt, men kanske endogsaa
godt. Men Ræsonnementet er klodset utført,
og dertil med en Mangel paa historisk
Perspektiv som forbauser lidt hos en Teolog: at
Digteren ikke har Grei paa dette Kapitel av
Aandshistorien er kanske mindre at undres
over. Dog endnu merkeligere er det, at saavel
Prest som Digter aldrig ræsonnerer over
andet end Leibniz’s fysiske Onde. At Scotts
Prest ikke taler til Digteren om det
metafysiske Onde, tør la sig forklare ved Prestens
Kj endskap til den andens snevre Horizont.
Men i en Diskussion med en Æstetiker, hvis
Gud nærmest er en Forvalter av jordiske
Naadegaver, kunde dog det moralske Onde
vært nævnt. Og det er lærerikt at se at
Forfatteren overfor sin Digter, som ikke er saa
langt fra at betragte Forholdet mellem Gud
og Mennesker efter Mønster av en
Forretningsforbindelses Debet og Kredit, —- med
Transaktioner i solid jordisk Valuta — ikke
lar sin Prest stille noen Fordring hverken om
en Augustins dype Syndserkj endelse eller om
en Shaftesburys ædle Entusiasme, men lar
ham retfærdiggjøre sin Gud med et
Ræsonnement som mest minder om Nyplatonikerens
trætte Verdensflukt.
Ellers er det jo hverken i Literaturen eller
i Livet — om vi for en Gangs Skyld skal
trække Virkeligheten ind — noen almen
Til-bøielighet i vor Tid til at gjøre Vorherre
ansvarlig for Fordelingen av Lykke og Ulykke
i dette Liv. Snarere betraktes Spørsmaalet
som et teknisk Problem, — hvad enten
Betragteren lægger Hovedvægten paa det
økonomiske og forfækter
Manchesterliberalismens eller Socialismens Principer, eller han
er mere optat av egentlig Psykologi og ser
Problemet som et Spørsmaal om »sjælelig
Hygiene», — en saa at si mekanisk Opgave:
nemlig at regulere de av Freud, Adler, Jung
& Co. blotlagte Drifter.
Sigurd Hoels nye Bok1 er et interessant
Vidnesbyrd om, hvordan den yngre
Digtergeneration strir med Frihetens Problem i
Psykoanalysens Tidsalder. Boken skildrer det
uundgaaelige Nederlag som er Resultatet av
Tendensen til, ad den naturvidenskabelige
Rationalitets Omvei at tilvinde sig det
Herredømme over Livskræftene, som det er den
indre Frihets Sak at gi.
Syndere i sommersol (Titelen dækker
forresten bare daarlig Bokens Indhold)
fortæller om fire unge Mænd og noen unge Piker
som slaar sig sammen om at leie sig et
Sommerhus ute i Oslofjordens Skjærgaard. Det
er meget alvorlige unge Mennesker,
allesammen studerte Folk, og allesammen paa det
rene med at nu er Tiden inde til at ordne
Livet rationelt. Som bokens »Jeg», en av de
unge Mændene, sier:
>Vi hadde reist ned til sjøen uten større program.
Vi vilde bare ha det hyggelig, vi vilde være uten
sorger, og vi vilde arbeide. Det var fire mænd av os
og fire kvinder. Altsaa maatte vi forutse muligheten
av erotik. Og med erotik følger passioner, konflikter,
stridigheter, sorger og uvenskap. Ja, saa blev det
sagt til de gamle. Men vi sa til os selv at det gik
vi ikke med paa. Vore fædres veier var ikke vore
veier. Vi anerkjendte ikke sjalusien, løgnagtigheten,
uredeligheten, falskheten og al den andre
elendigheten som i gamle dager var uløselig forbundet med
kjærligheten. Vi hadde snakket om tingene, før vi
reiste ned, alle otte, og vi var blit enige om, at vi
fik finde os i den erotik som opstod av samværet.
Men noe tøis vilde vi ikke vite av i den forbindelse.
Ingen dramaer, ingen sjalusi, ingen slagsmaal, ingen
mord eller selvmord. Alt saant var noe jaal og
tilhørte som saadant den forrige generation.»
Og de forstandige unge Mennesker
begynder sit Ferieliv. De har sit Arbeide med sig,
og skriver paa hver sin videnskabelige
Avhandling. Og som en kan si sig selv i
Psykoanalysens Tid, vet de alle —■ ikke minst
Pikebarna — teoretisk alt mulig om Erotikens
Løn- og Irrganger, saa at ingen av dem
skulde være utsat for at bli narret borti noe de
ikke saa Rækkevidden av. Paa den Holmen de
bor, maa Forstanden herske og ingen
Dumheter begaas.
Men saa viser det sig, at netop deres Vane,
at prøve at finde en naturnødvendig
Aarsaks-sammenhæng i de sjælelige Processer, gjør de
unge Mænd blinde for at det er den indre
1 Syndere i sommersol (Gyldendal).
508
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
