Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld Elfelt
købte hans Vare ved Døren — og Kritikerne
faar Strikken til Selvmordet udleveret, fordi
de sikkert engang i Fremtiden vil mishandle
ham. Ingen skaanes. »De fornemme i de store
Huse» haanes, fordi de er rige;
Socialdemokraterne spottes, fordi de er »Pak og Råk».
Hvis et Billede er tilladt: det hele er en
mærkelig Krambod. Valmuer i Vaser.
Himlens Blaa udenfor og en bedaarende Sommer
ved Ruden. Inde i Boden lugter der af
Petroleum og Klipfisk. Man læser hele Bogen i et
Jag, fordi den — trods alt — binder med en
Magt, der er Drachmanns. Digtene hopper af
Sted med Spot og Haan, flyver, stiger, falder
pludselig pladask, kurer paa Bagdelen,
spytter, smiler, klapper og snærrer, og ironiserer
over sig selv og andre, alt med samme
Ungdom og ivrige Trods. Der kan blive en
usædvanlig Digter af Hakon Holm med Tiden,
naar Gryden er gaaet en lille Smule af Kog,
og Dampen er drevet bort. Tilliden og
Talentet er der ikke noget i Vejen med; han
skaaler med sin Æggeskal:
Skaal København! Dig skal jeg nok besejre!
Du skønne Stad, der ligger for min Fod!
I gamle Huse, jer skal jeg belejre.
Jeg elsker jer — her er mit Vers, mit Blod.
Stæk, hvis I kan, mit unge Overmod!
Hør, hvad jeg spaar: Jeg spaar, at I skal fejre
mig, som har skrevet disse Vers engang
og nynne med paa Stumper af min Sang.
2.
Det er ikke netop Munterheden, der plejer
at være Muse hos de danske Lyrikere. At
Sigfred Pedersen har salig Wessel i
Erindringen, naar han skriver sine »Sørgelige
Viser», skal ikke sætte en sort Finger paa hans
Talent.
I Nye og sørgelige Viser har Sigfred
Pedersen opgivet Alvoren, der ikke længere
er Beskyttelse nok for en Bohéme af hans
»sørgelige» Natur. Han lader sig gerne —
næsten — hænge (som Villon) for senere,
naar han vender tilbage fra de døde, at faa
Lov til at kvæde en Vise om Tilværelsens
Ubestandighed og Nykker. Det hænder, at
Ironien ikke har saa stort et Rumfang, at den
helt kan fylde den Form, han har valgt; det
sker ogsaa, at det altfor aktuelle Omkvæd paa
en sørgelig Vise igen placerer Digtet i de
Avisspalter, det kom fra. Men naar han af
hele sin triste Sjæl synger om det Legat, han
ikke fik, eller de Bukser, han ikke ejer til at
varme sin kolde Digterbag, er Visen som
skabt til Hakkebræt og Lire, fordi den baade
er fiks og indsmigrende.
Hvis man vil læse dybere i disse Digte,
opdager man, at denne Skillingsvise med dens
sære Galgenhumor, er typisk for Tiden •—
saadan forsvarer Digteren sig mod de
ubeskæftigede Dage og mod den travle Verden,
der ikke har Brug for Ungdom og nye
Kræfter. Bekymringen for Fremtiden, Sorg over
Talentets Vanskæbne i Køernes grønne
Dannevang og Skuffelsen over Kærlighedens og
Flaskens Ubestandighed, er blevet til en
Galgenhumor, der er yderst sangbar. Undertiden
viger den for en Følelse af mandig Stolthed
— Glæden ved at være Digter — og saa faar
Verset en haardere Brod:
Hvem mindes de Viser, jeg klimpred i Fjor?
Det Liv, jeg frister, er helt uden Naade.
Jeg ved, hvad der venter. Kan ej vende om:
Engang skal jeg selv gaa med Pletter paa Jakken,
og laales, hvor forhen saa gerne jeg kom,
og tage mod Almissen, knejse med Nakken.
Og ingen skal høre beklagende Ord.
Man har vei sin Stolthed, trods Pletter og Pjalter.
Og yngre Talenter skal gaa i mit Spor
og öfre sig selv paa det selvsamme Alter.
3-
Der er ingen Forvandling i K. L.
Kristensen. Han har samme lukkede Ansigt som
første Gang, man mødte ham, og samme
Novembersind. Hans Lyrik er nærmest Spil i
Bassen. Det er Kulturlyrik eller maaske
snarere kulturhistorisk Lyrik, der omsætter
Hjemstavnens Minder og Traditioner til
mørke, tunge og tætte Vers.
I denne Digtsamling, Jord og Hjærte —
hans fjerde —■ finder man bl. a. et
Hyldestdigt til Thorkild Gravlund, der i mere end en
Betydning af Ordet er hans litterære
Opdrager. Det Thorkild Gravlund prises for i dette
Digt (»nær du fører os det fjerne, Rod og
Kilde, Kim og Kerne»), bliver K. L.
Kristensens egen Ros. Hans Sprogbehandling er —
som Gravlunds — fortættet, ordsprogsagtig
og tung. De lendende Tillægsord er: tæt, tryg
og mørk. De hyppigste Substantiver er: Muld
og Mulm.
Naar det Motiv, K. L. Kristensen vælger,
dækkes — og dækkes nøjagtig — af det
lyriske Skema, han behersker, bliver Digtet til
et virkeligt anskueligt »Portræt» af det
fynske Land, med Efteraar og Storme, med Sol
og tidligt Foraar, hvor Jord og Hjerte mø-
158
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
