Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Nogle navne i den nyeste islandske skönlitteratur. Af Sigurður Skúlason
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5 i gu r d ur Sk ü l as o n
tempoet i deres digtning maatte blive
forandret.
Men hvorfor holdt saa Islænderne ikke helt
op med at digte, da forbindelsen med
omverdenen — deres mulighed for at se og höre
noget nyt og dermed lysten til at berette
noget væsentligt — blev med et slag
tilintetgjort? Svaret maa lyde: De kunde.ikke! De
var födt med digterlysten i blodet, og de
maatte fölge den. Da de selv ikke mere
kunde foretage lange studierejser for at blive
öjenvidner til fastlandets store
’begivenheder : folkeslag, kongekroninger o. s. v. tog de
fat paa at digte om tapre riddere og helgener,
og deres kilder blev blandt andet europæiske
vandresagn, som fandt vejen helt op til
Island.
Af og til dukkede der en stor digter op,
undertiden en månd, der selv havde erfaret
noget betydeligt, men de fleste nöjedes med
at skrive epos (rimur) om noget de kun
havde hort eller læst om. Deres litterære
higen drev dem til at skrive. Selvfölgelig
naaede de kun sjældent at skabe noget
originelt, men de værnede om deres sprog og
forebyggede, at det blev spaltet i utallige
dialekter som ovre i det gamle hjemland, Norge.
Trods hunger, kulde, sejgdræbende
monopolhandel og frygtelig ensomhed lykkedes det
Islænderne at blive ved med at være et
kulturfolk. Det var den store, til dels ukendte
digterskare, som gennem aarhundreder
sör-gede for, at det islandske folk bevarede sit
gamle sprog og holdt humöret oppe. Vi vil
derfor altid staa i uhyre gæld til disse
aandelige redningsmænd.
Saa kom det litterære gennembrud i det
19. aarhundrede. Baalet blev tændt blandt de
islandske studenter ved universitetet nede i
Köbenhavn. Juli- og februarrevolutionernes
foraarsbölger strömmede nord over landene
og naaede ogsaa at begejstre disse unge
menneskers sind. De havde bragt tört krudt med
hjemmefra, og nu kom flinten som en
tordenkile hele vejen fra Frankrig og satte ild paa
deres sind. Fölgen blev bl. a. at en række
store og begejstrede fædrelands- og
friheds-digte blev skabt, digte som hvert eneste barn
oppe i Island endnu den dag i dag lærer
udenad ved sin moders og bedstemoders barm.
Og nu blev det digtet videre paa vers og i
prosa, og den islandske roman blev skabt
efter europæisk forbillede.
Siden 1880 og navnlig i det 20. aarhundrede
er der i Island foregaaet en rivende materiel
og aandelig udvikling. I aaret 1874 fik vi
vor egen forfatning, i aaret 1903 en islandsk
minister, bosiddende i Reykjavik, og i 1918 blev
Islands suverænitet godkendt, for kun at
nævne tre betydningsfulde begivenheder i de
sidste aars politiske historie. I 1911 stiftedes
landets universitet.
Hvad der har været af stor betydning for
saavel kulturel som materiel udvikling
heroppe er stiftelsen af Det islandske
Dampskibsselskab (Eimskipafélag Islands) i aaret 1914.
Derved blev vejen til omverdenen först helt
aabnet for os, og nu sörger selskabet for en
direkte dampskibsforbindelse mellem Island
og Skotland, England, Belgien, Tyskland og
Danmark. Men samtidig med disse bedrifter
har man arbejdet ivrigt paa at modernisere
de islandske landeveje og bygge broer over
landets talrige elve. Resultatet er blevet, at
hvor de smaa islandske heste for nogle aar
siden maatte bane sig vej ad smalle stier,
suser der nu flotte automobiler ikke alene langs
kysterne, men ogsaa hele vejen fra
Reykjavik, over höjlandet, op til nordlandets bygder.
Vort fiskeri er i löbet af ca. 20 aar blevet
helt moderniseret, og samtidig er der vokset
op en betydelig industri, navnlig i Reykjavik.
I de sidste aar arbejdes der ogsaa en hel del
for at reformere vort helt gammeldags
landbrug, som efter verdenskrigen har haft
særdeles vanskeligt ved at konkurrere med
fiskeriet. Maaske taler det bedst for
udviklingen i Island efter 1880, at landets
indbyggerantal har i de sidste 60 aar vokset fra ca. 70
tusind til ca. 112 tusind.
Men hvorledes staar det saa til med
litteraturen i dette udviklingens land ? — Alene
landets nuværende indbyggerantal giver det
umiskendelige svar, at det absolut maa være saare
vanskeligt alene at hellige sine kræfter
litterær virksomhed i et samfund paa ca. 112
tusind mennesker. Og dog findes der ikke
noget land i hele verden, hvor der
forholdsvis er udgivet saa mange aviser og
tidsskrifter som netop i Island. Men paa den anden
side maa det indrömmes, at de allerfleste af
vore forfattere kun har lejlighed til at
berige vor skönlitteratur i deres ledige timer.
Det er derfor slet ikke noget tilfælde, at en af
Islands störste digtere har kaldt sin store
digtsamling Andvökur (Sövnlöshed). Naar
den islandske bonde efter dagens slid skal
sætte sig ned og skrive, er det derfor slet
ikke underligt at de emner, som skulde blive
til lange romaner, paatager sig novellens
200
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
