- Project Runeberg -  Ord och Bild / Fyrtiosjätte årgången. 1937 /
451

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Thøger Larsen. Af Harry Andersen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Thøger

Larsen

Moder» (i Bakker og Bølger fra 1912). Af
disse to er »Jens Højby» det ypperste; det
hører til de værdifuldeste fortællende Digte i
dansk Litteratur. Det fortæller om Bonden
Jens Højby, der ligger og skal dø og tænker
paa sit glædeløse Liv:

Han dør just ikke af Alder,
er kun et Halvhundred Aar.
Des mere kedsomt det falder,
og trægt og langsomt det gaar.

Hans Barndomserindringer kommer:

Hvert et Skær over Himlen
vækker bestemte Minder.
Levede Timers Baggrundslys
inde i Hovedet skinner.

Og han drømmer om »Velmagtsdage», Fluerne
prikker ham paa Panden, og han ligger i
Afmagt og:

Han ønsker, mens andre jage
mod kommende Tiders Svøb,
at skrue Jorden tilbage
en tredive Solomløb.

Her er Strofer, hvis ejendommelige, varsomme
og fine Stemningskunst ikke kan overgaas,
alt er fortættet:

Sommernatsmørket er blødt.
Følsomt forer det Rummet,
hvor han ensom, forstummet,
ligger og stirrer forknyt.

Himlen mod Ruderne klemmer
sin duggede Drømmehinde.
Saa varsomt Alverden glemmer
Jens Højby i Mørket inde.

I »En Moder» fortælles om Ellen, som skal
have et Barn med den smukke, vilde og rige
Erik Mørk paa Mørkgaarden:

Ak Maj — ak Juni . . .
det var ikke blot Minder.
Det drak af hendes Hjerte,
saa det saas paa hendes Kinder.

Al Lykken var nu Løgn, —•
men som Løgne kan tindre!
Og Sandheden, Sandheden
sov i hendes Indre.

Erik rejser og Ellen gaar alene og flygter
fra Folkestuen med dens Snak og lejer sig
en Hytte, en »arm og ensom Bolig»:

Hun strækker sig og gror
af den himmelblaa Naade,
ligger nøgen og tror
paa den gavmilde Gaade.

Det er svært at holde Verden ude, Konerne er
nysgerrige; hun lærer sig at væve. Hen paa

Vinteren kommer Veerne, og hun føder sit
Barn:

Man hvæssed Klo og Næb,
skønt — ak — med Sorg og Smerte.
Man fejred hendes Fald
med Brystet fuldt af Hjerte.

Men Ellen lo i Dybet,
forklaret efter Kvalen,
og var for Barnets Læber
et Kildespring i Dalen.

Det kendte Motiv har vei ikke faaet noget
nyt, men Digtet er kraftigt og smukt, det
naar dog slet ikke »Jens Højbys» Fortætning.
De to Digte viser Modsætningen mellem Død
og Liv paa en gribende, almenmenneskelig og
ægte Maade. De gamle Motiver har atter
faaet Interesse, fordi en Digter har taget dem
ind i sit heftige og oprigtige Sind og givet dem
Glans af sin Personlighed. Det afgørende er
— som jeg sagde i Begyndelsen af denne
Artikel — Oplevelsens Styrke; de Digte lever
hvori der er nedfældet Liv. Digtet om Bonden,
der skal dø, er sælsomt levende og dødsens
trist.

I Thøger Larsens Lyrik spiller det sociale
ikke ind som hos Jeppe Aakjær, der har
skrevet en Mængde agitatoriske og socialt
prægede Digte, hvis kunstneriske Værdi
gennemgaaende er ringe. Thøger Larsen voksede
op i smaa Kaar, men hans Verden blev ikke
lille og snæver og befolket af grimme
Mennesker. Blikket for Naturens Storhed, dens
Undere, hans kosmiske Følelse for Livet har
aabenbart tidligt givet ham hans
Grundmotiver; de er ikke mange, men
vidtspændende, og i Variationerne ligger deres Styrke
og Rigdom, hans originaleste og bedste Poesi.
Det er muligt, at Thøger Larsen var kommet
til at skrive socialt prægede Digte. Herpaa
tyder Digtet »Gry» (i Trækfuglevej fra
1927); det ejer ikke den Prægnans i
Udtrykket, som vi ellers kender fra Thøger
Larsens Poesi, men de almindelige Ord har
Varme og Haab. Det begynder med denne
Strofe:

Vi, som er født i Hyttecs ringe Ly,
vi rykker frem mod Livets rige Gry;
vi føler det med Tak: vor Far og Mor
har skænket os den hele nye Jord.

Vor Far og Mor
har skænket os den hele nye Jord.

Et Par andre Strofer lyder saadan:

Og vi vil aabne Dør og fjerne Slaa
og søge Sang og Straaler i det blaa;
er Sjælen stænget, aabner vi dens Bur

451

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:06:17 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1937/0495.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free