Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Ove Rode. Af Johannes Lehmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Lehmann
uselvisk op i Arbejdet for sit Folk, led under
Følelsen af, hvor svært det ofte var at finde
Tilslutning til det rette. At spare sig selv
kendte han ikke. Karakteristisk for ham var
det, at hvis der skulde tages et Standpunkt
i en vanskelig Situation, hvis noget afhang
af at finde netop den rette Udtryksform, da
blev han ved med at arbejde og prøve
enhver Mulighed. Ordenes Rækkevidde blev
gennemtænkt, deres Vægt vejedes fint. Det
kendetegnede ham som Journalist; Rettelse
fulgte paa Rettelse, og dem, der hørte til
den snævre Kreds, der ved Krigens Udbrud i
1914 drøftede Danmarks Stilling og det
Ud-. tryk, der skulde gives for den, har fortalt,
at det var Ove Röde, der igen og igen tog
Spørgsmaalene op til ny Prøvelse. Ved
utallige Lejligheder var han, som i sin Tid
Morfaderen, Orla Lehmann, sine Medarbejderes
og Meningsfællers Pennefører. Det var
Tilfældet i Grundlovssagen og ligesaa, da det i
1919—20 gjaldt Danmarks nye Grænse.
Det var altid ham, der tændte den Fakkel,
der viste andre Vej gennem Mørket; han
kendte sine Evners Lødighed og sin
Samvittigheds Redelighed, og netop derfor maatte
det falde ham saa svært at forsone sig med
den Uforstand, den Mangel paa Idealisme,
som rejste sig til ofte fanatisk Modstand
mod det, han vidste var det rette. Som ingen
anden dansk Politiker maatte Ove Röde
under Krigen og efter Versailles-Freden rette
sine Vaaben mod et Utal af Fordomme og
traditionsbundne Instinkter. Den mest
snæversynede Egoisme hos mange gjorde ham en
Tid lang til en Månd, det blev en ligefrem
Sport at lægge for Had i vide Kredse. Det
gjorde ham intet. Men den Mangel paa sund
Sans, som han mødte, gjorde ham ofte
mismodig. Det tog mere paa ham end Arbejdet,
hvor haardt det end var, og det kunde kun
læge lidet herpaa, at hans Personligheds
overvældende Magt fortryllede ogsaa
Modstanderne, saa han fremtvang deres
Beundring. Og saa vist som det gode vei altid
vil sejre, er den Velvilje nu i stadig Vækst.
Som Hændelserne kommer paa Afstand,
bliver det klart for alle, hvor retfærdigt og
fremsynet Ove Röde bedømte dem.
Rigt udrustet som faa — hans Aand og
Hjerte var af Guld, og i hans Personlighed
forbundet af et stærkt Stof — blændede han
fra Ungdommen ved sin Alsidighed. Den
oprindelige kunstneriske Begavelse fik ham
til at elske Sproget, og han var allerede i
sine Studenteraar en Mester i Ynde. Den
forlod ham aldrig. Selv hans Alvor, hans
Spot og hans Indignation skænkede den sine
fine Smil, der gød sig legende hen over
Sætningerne og fik os til at mindes Solens Spil
over den bølgende Kornmark. Der var Stil
over alt, Ove Röde skrev; det tindrede, det
duftede af Sødme ikke mindst i Ironien,
og ingen har kunnet undgaa at fængsles af
hans Danske; det var saa egenartet for ham,
har intet Sidestykke i noget andet Lands
Litteratur. Større Vurderer af en Sætnings
Rytme og en skarp Tankes yderligere
Tilslib-ning har dansk Presse ingensinde haft.
Ligemeget hvad Ove Rodes Artikler handler om,
hører de til det i æstetisk Henseende
værdifuldeste, som er frembragt i vort
Aarhundredes Danmark. Deres Elegance er ikke
brillerende eller udvendig, men baade i
Munterhed og Alvor behersket af en Form, hvor
Retoriken aldrig trues, fordi Udtrykket
ikke faar Lov til at prange paa Stoffets
Bekostning. De samme Egenskaber behersker
hans Poesi og hans to satiriske Skuespil:
»Harlekins Omvendelse» og »Nationalgaven».
Det første er en Karakterkomedie, skrevet i
henrivende lyriske Vers, der altid vil bevare
deres Magt over aabne Sind, det sidste en
saare fasttømret og dog løssluppen Farce.
Begge Arbejder, tilligemed talrige
Oversættelser — f. Eks. af Operaen »Eugen
One-gin» — viser hans Indsigt i det kunstneriske.
Derfor heller intet Under, at flere og flere i
ham saa Idealet af en Chef for Det Kgl.
Teater; men dertil levnedes der ham ikke Tid.
Til manges Forundring valgte Ove Röde
den Livsopgave, der syntes at skulle ligge
ham fjernest. Han vilde være Politiker, men
først efter en grundig Forberedelse. Der var
mange Hindringer, f. Eks. var han
oprindelig kun lidet veltalende, og ingen drømte om,
at han i Manddommens modne Aar skulde
blive den, der i oratorisk Henseende kom
til at øve saa langt ud den største Virkning.
Gamle Folk vovede endog Sammenligning
med hans Morfader, »den største Behersker
af Nordens Talerstole», som A. M.
Schweigaard kaldte ham. Men alt, hvad der stod
imod, overvandt han i Kraft af sin Flid
og Vilje. Han blev ikke blot en betydelig
Politiker, men en af Nordens faa store
Statsmænd. Udenom Ove Rodes Navn kommer
ingen Videnskabsmand, der skal skrive
Danmarks Historie.
Han var Verdenskrigens store Indenrigs-
478
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
