Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - To islandske Digterprofiler. Þórbergur Þórðarson og Halldór Laxness. Af Chr. Westergaard-Nielsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C hr. Westergaar d-N i el s en
Låru» (Brev til Laura). Det er formet som
en Slags Autobiografi, nærmest at
sammenstille med Robert Graves’ »Good-bye to all
that» (1929), og er det første afgørende
Indslag af Expressionisme i islandsk Litteratur.
Pörbergur I>öröarson tegner i »Bréf til Låru»
et Billede af sig selv som Autodidakten,
der paa visse Felter har slugt al denne
Verdens Visdom, som Geniet, der har taalt Dagens
Møje og Hede som Kok paa Fiskekuttere i
tre Aar, for saa endelig at blive ophøjet i
Visdom og Alder for Gud og Mennesker og
derpaa følger i Mesterens Fodspor fra
Reykjavik til Akureyri, prædikende Socialisme og
Teosofi. Hans vidtfavnende Fantasi fører ham ad
sælsomme Veje og ubegribeligt knørklede
Stier, og hans Lys brænder stedse i Glansen
af de første Kristnes og Yogaernes fanatiske
Ild. Om alt dette og meget mere handler
Brev til Laura. Det er rigt paa smaa
humoristiske og fantastiske Selvoplevelser,
og med sin vekslende Rytme og Stil betegner
det noget helt nyt i islandsk Litteratur.
Brevets Disposition er expressionistisk
ujævn, Annie Besant og Upton Sinclair glider
ind i Fremstillingen paa lige Fod med de
klassiske Mestre; men det vilde være afgjort
uretfærdigt at laste Forfatteren for, at han
har troet paa Annie Besant. Det
overnaturlige laa i Tiden, som det paa en vis Maade
kan siges at gøre endnu paa Island. Netop
rationalistisk opfattet fandt det mærkelige
Udtryk. Man diskuterede i visse Kredse for
Alvor, hvorvidt den af Hermann Jonasson i
Drømme oplevede Version af Njåls saga var
»rigtigere» eller skønnere end den fra
Middelalderen overleverede. Og Kamban skriver,
mens han endnu kun er 17 Aar og hedder
Guömundur Jonsson, som Medium Æventyr
for de længst henfarne Snorri. Sturluson,
H. C. Andersen og Jonas Hallgrimsson og
lader den spiritistiske Menighed befordre dem
i Trykken. E>orbergur I>6röarson er Satiriker,
men han nærer en blind, dogmatisk Tro
paa sine Læremestre, og netop derved øges
Humoren i hans Fremstilling.
Brevets Adressat, Mesterens Martha og
Maria i en og samme Person, var en 60-aarig
teosofisk Kvinde, der levede i Akureyri. Myten
siger, at hun modtog et særligt Eksemplar af
Bogen, som hun dog længe slet ikke aabnede,
(maaske fordi Pörbergur E>öröarson kan have
forekommet hende ikke helt vaskeægte
Teosof), indtil det skete, at hun blev syg og laa
for Døden paa et dansk Sanatorium; da
først fattede hun den Beslutning at læse
Bogen, inden det blev for sent. Det er
næsten overflødigt at bemærke, at hun ganske
glemte sin Sygdom og var rask fra den samme
Stund. Miraklerne voksede op i Mesterens
Fodspor.
Som »Bréf til Låru» er E>6rbergur
I?öröar-sons sidste store Arbejde, »Romanen»
»Islenzk-ur aöall» (Islandsk Adel) 1938, en eneste
lang Vandring i livsfilosofiske Tanker. Ruten
gaar fra Reykjavik til Akureyri og retur,
og vi følger Forfatteren, dette ungdommelige
Geni, ren og enfoldig af Hjærte, gennem en
hel Sommers Oplevelser. Det er det Herrens
Aar 1912, der er Begivenhedernes Midtpunkt,
men flere af de i »Islandsk Adel» berørte
Livsskæbner er ført op til Dato, eller til deres
organiske Ophør.
Bogen er en sand Noahs Ark med
Skabninger af alle Dimensioner. Der er tegnet en
uforglemmelig Frise med Ansigter af alle
Former, skarpe og fedtpuklede, med
Kartoffelnæser og lange, snustobaksdryppende
Snabler, en Række særprægede Skikkelser, der
hver paa sin Vis vandrer Herrens
uransagelige Veje eller paa anden Maade kanter sig
gennem den forkrænkelige Tilværelse.
Skildringen omfatter blandt andre:
Stefån frå Hvftadal, der er »høj af Vækst,
let ludende i Skuldrene, med krum Næse og
graa, mærkværdig stirrende Øjne, udstaaende
Underlæbe, temmelig høj tilbagefaldende
Pande og lyst svært Haar, hvælvede Negle
med sorte Rande under, han er halt og støtter
sig til en graa Stav». Han lever af
Langmodighed, vandrer hele Landet rundt med
en Kasse og fotograferer Folk for Halvdelen
af Prisen kontant udbetalt, lader saa de
godlidende Kunder vente helt ind i
Evigheden, mens han selv er Geni og Digter i en
helt anden Landsfjærding.
Tryggvi Svörfuöur (Tryggvi
Sveinbjörns-son) er en hel lille Verden for sig. Det hedder
om ham, at det var ligesom, han altid var
nylig arriveret i sin nye Sommerfrakke ude
fra de store Lande, »der hvor Folk gaar i
smukt tilpassede Klæder og kender Livets
Mening. Det, som karakteriserede hans ydre
Fremtoning i særlig Grad fra de fleste andre
Menneskers Udseende, var en paafaldende
Nærsynethed. Den gav hans Væsen en særlig
Charme, som Folk med normale Øjne maatte
undvære. Det var ligesom, han havde en
ganske særlig Interesse for alt, hvad han saa
554
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
