Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Den danske Nationalscene under Besættelsen. Af Robert Neiiendam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Robert Neiiendam
at slaa Danskerne ihjel, men for at beskytte
os mod et forventet Overfald fra engelsk Side.
Vore Dødsfjender skulde altsaa opfattes som
Venner. Dette Maskespil blev i Besættelsens
første Aar gennemført saa konsekvent, at
mange godtroende Mennesker mente, at vore
»Beskyttere» atter vilde forlade Danmark,
naar den »Mission», de selv havde opfundet,
engang var forbi. Hr v. Kaupisch forlangte en
Loge til Brug for sig og sin Stab, men da
Logerne som bekendt er bortabonneret, kunde
Kravet ikke opfyldes. Man enedes da om at
give de øverste Officerer Adgang, naar de
forud pr. Telefon rekvirerede Billetter, men
denne Form var let at sabotere ved at beklage,
at de bedste Pladser allerede var solgt.
Det »venskabelige Samarbejde», som
Tyskerne tilsyneladende tilstræbte, gav sig bl. a.
Udslag i, at de ønskede Teatret udlaant til
Brug for Forestillinger for deres Soldater, dels
af danske og dels af tyske Skuespillere, men
kravet blev afslaaet, da det fuldstændig vilde
forandre Teatrets Arbejdsplan og kuldkaste
dets Forpligtelse over for Abonnenterne. Saa
fik Arbejdet Lov til at gaa sin rolige Gang
med et Repertoire, der dog ikke behagede
Nazisternes Dagblad »Fædrelandet». Kaj
Munks Skuespil »Egelvkke» (September 1940)
var en Digtning over et historisk Emne, den
unge Grundtvigs udviklingsrige Ophold paa
Langeland, og Henning Kehlers lette Komedie
»Ullabella eller Han slog et Barn» (April 1941)
var et københavnsk Skoleskuespil med et
levende Replikskifte. Mørklægningen paa
Gaderne og Tranlampe-Stemningen paa Kongens
Nytorv formaaede ikke at svække disse
Stykkers Tiltrækningskraft. Teatrets Ungdom var
i Ilden: Mogens Wieth virkede, som han
skulde, klodset og tung, men aandeligt
levende som Grundtvig, der skulde blive
Danmarks store Digter og Folkevækker, og
Ingeborg Brams var — skønt ikke afgaaet fra
Elevskolen — forbavsende moden i sit Spil
som den næsvise Skolepige Ullabella, der
sætter Handlingen i Gang. En sjælden Figur
forekom i »Egelvkke», Husholdersken Lene,
hvis Almuekristendom og Pligttroskab kan
staa som et Monument over nogle af de
bedste Egenskaber i vort Folks brede Lag.
Rollen blev en af Sigrid Neiiendams sidste
Opgaver, inden hun tog Afsked efter 51 Aars
Tjeneste, og hun nedlagde sin Livserfaring i
dette jævne Menneske, der slet ikke maa
virke som Forkynder eller Prædikant, men
som skal have den Styrke og Varme bag Or-
dene, prøvet Kristendom giver. Skikkelsen
havde dybe Rødder i Folkets Liv; man kunde
kalde Lene Grundtvigianer før Grundtvig.
Hun er en Personifikation af noget
ejendommeligt i vor Nation, som de »Fremmede», der
regerede uden for Teatrets Mure, slet ikke
forstod. Under Venskabets Maske paatvang de
os endnu et Gæstespil — efter at et tysk Ønske
om paa ny at se danske Skuespillere optræde
i Berlin var blevet saboteret. Den 4. og 5.
Maj 1941 kom Heinrich George igen med et
Ensemble, der stod over det forrige. Denne
Gang opførte han Fr. Schillers »Kabale und
Liebe», hvori han selv spillede den gamle
By-musiker Miller, og blandt Omgivelserne var
den fremragende Karakterskuespiller Paul
Wegener, der udførte Præsidentens Rolle med
stor Myndighed og et diskret Lune. Men
Schillers Poesi kunde ikke ophæve det Trvk, vi
følte ved under Besættelsen at se tyske
Skuespillere paa den danske Nationalscene. Teatret
var da heller ikke udsolgt; medens det
københavnske Publikum holdt sig tilbage,
vrimlede tysk Militær i Tilskuersalen. Vi havde en
Fornemmelse af, at de »Fremmede» satte sig
fast paa vore nationale Enemærker, og
Frygten blev yderligere bestyrket, da Heinrich
George den 4. Maj om Formiddagen sagde
Prologen ved det saakaldte »wissenschaftliche
Institut»s Aabning i Nationalmuseet. Her
talte Præsidenten, Professor Dr. Otto Scheel
om den nye Tidsalder, for hvilken Instituttet
var et Udtryk, »selv om Omdannelsen endnu
ikke var aabenbar i sin Helhed». Men i den
nye Verden vilde ogsaa Danmark »gøre sig
fortjent for Evropa og sig selv». Det var at
tale i Gaader; den egentlige Mening fik vi siden
at vide under Processen i Nürnberg: Hitler
vilde aldrig forlade de erobrede Lande. Men
foreløbig skulde Besættelsesmagten og dens
Haandlangere kun foregive, at man ønskede
at udøve et midlertidigt Mandat. »Der var
ingen Grund til at gøre Folkene til Fjender
paa et tidligere Tidspunkt end nødvendigt»,
udtalte Hitler den 17. Juli 1941. Under en
officiel Frokost paa Christiansborg
sammenlignede Heinrich George sin Virksomhed med
en Kidturens Panservogn, medens hans
Kollega, Paul Wegener, var meget skeptisk med
Hensyn til Krigens Udfald. Han troede ikke
paa Tysklands Sejr, men han var klar over,
at hvis han overfor Landsmænd gav sin Tvivl
Udtryk, vilde det koste hans Liv.
Genoptagelsen i 1941 af Holbergs spanske
Satire »Don Ranudo di Colibrados» i Bodil
230
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
