Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Om intellektuel humanisme. Av Theodor Geiger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Theodor Geiger
mere, mener jeg det ikke i den efter
trehundrede års forløb en smule luvslidte betydning
av den store svenske kanslers berømte ord:
»Quantilia sapientia regitur mundus!» Jeg
sigter længere til bunds og bliver nødt til at
udsætte mig for mistanken om at være
dybsindig. Verden er ude av ligevægt. Men
urocentret ligger i et andet pJan end styreformen
og de offentlige anliggenders ledelse, ikke i
opbygningen men i selve fundamentet. For
at falde med døren ind i huset: Menneskets
mentale udvikling har ikke holdt
skridt med civilisationens fremgang.
Verdens tilstand kan ikke ventes at undergå
en gennemgribende og varig bedring, inden
denne kløft er fyldt og jævnet.
Hvad det drejer sig om, er ikke let at lægge
fingeren på i enkelthederne og udtrykke med
skarpe omrids, men jeg skal gøre mit bedste
— med fare for, at det ikke er godt nok. Det
kan her ikke blive til mere end nogle spredte
indtryk, strejflys og reflektioner. ■—•
De to grundtræk, der kendetegner
vester-landets civilisation, og som gensidigt betinger
hinanden, er rationalisering i den mest
omfattende forstand og samfundsekspansion.
Ved rationalisering forstår jeg den på
videnskabelig gennemskueise av naturlovene
beroende, vidtdrevne beherskelse av naturens
kræfter og den planmæssige udnyttelse av
dem til udformning av vore materielle
omgivelser og vilkår. Dertil hører ikke alene
teknik og øget vareproduktion, men også
planmæssig organisation og byrokratisering i
stats-og erhvervsliv.
Ved samfundsekspansion forstår jeg, hvad
man ellers gerne betegner som nutidens
»massetilværelse». Mennesker lever nuomstunder
samlet i kæmpestore samfundsenheder. Den
gængse påstand, at der hermed følger
uniformering og nivellering, holder ikke stik i denne
enkle ubetingethed. Den ydre
massetilværelse har samtidigt skabt forudsætningerne for
en indre individualisering. Hvad der er
indtrådt, kan snarere betegnes som en
tilværelsens opspaltning i en privat og en offentlig
sfære. Fortidens stammer og stænder,
kommuner og korporationer var samlesteder for
et så at sige både offentligt og privat liv.
Personlig nærhed prægede også, hvad man må
kalde datidens offentlige liv. Ikke alene i
familiens skød og en kåret vennekres, men også
i disse større fællesskaber, der ellers havde
deres saglige funktioner, foregik der
fritidsliv og åndeligt samkvem, rekreation og op-
byggelse i snæver personlig berøring månd og
månd imellem. En vidtgående samklang av
interesser og smagsretninger, forestillinger og
meninger svarede dertil, mens samtidigt
avskygninger i de enkeltes syn på offentlige
anliggender i samråd og avstemning kunde
gøre sig gældende med egen vægt. I nutidens
samfund er den private sfære tydeligt adskilt
fra det offentlige, både stats- og erhvervsliv.
Masseorganisation her, personlig avkapsling
og intim sammenslutning dér. Den formentlige
nivellering, rettere sagt: standardisering
gruppevis, indtræder i den offentlige sfære, hvor
den enkelte er et nummer og et molekyl i
mylderet, ikke kan påregne gehør for sin
særmening men kun øver sin dråbes
indflydelse gennem tilslutning til en av de store
opinions- og interesseblokke. Familie og
vennekres, klub og forening tilhører den
private sfære, hvis markerede adskillelse fra
den offentlige muliggør en i ældre tider
utænkelig mangfoldighed i personlig
livsud-formning, navnlig da selv familien ikke
længere holder den enkelte særlig tæt i sin
favn. Massetilværelsens standardisering har
sin modvægt i muligheden for et aldrig før
set egetliv som ener — om eneren da har et
indhold at fylde det med.
En civilisation er ganske vist et system av
ydre institutioner, et apparat, der arbejder
til en vis grad selvvirkende. Men om det ikke
bæres op av mennesket, geråder dets enkelte
bestanddele ud av takt og avstedkommer i det
lange løb ødelæggelse i stedet for gavn.
Mennesket må være sit apparat voksen og, om
man må bruge ordet: kongenialt.
Forstyrrelsen i vor tids samfund synes at have sin
sidste årsag i, at menneskene efter deres
personlige stade ikke er modne til at magte og
tumle det apparat, der er givet dem i
hænderne. Civilisationens rationalitet og den
anonyme massetilværelse kræver som deres
sidestykke netop den intellektualisering, vor
hidtidige kulturpolitik med alle midler bestræber
sig for at forhindre. Som følge derav
frembyder vor tids samfund et billede, som på en
slående og nedslående måde minder om en
åndssvag, der leger med et indviklet
maskineri, hvis konstruktion og øjemed han intet
aner om.
Nogle av de mest iøjnefaldende udslag derav
er for ofte påpeget til her at dvæle længe ved
dem. Vor teknik befinder sig på et stade, hvor
den kunde gøre verden til et paradis. Men
460
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
