Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Et talent med tre hoveder. Af Otto Gelsted
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et talent med tr e hov eder
og skolen af er han bestemt til at være under
kontrol. Han er ikke opdraget til frihed.
Alting bryder sammen for ham da han
kommer ud på livets vilde vover. Han er som en
kanariefugl der er fløjet ud af sit bur og
nu flagrer mod gitret for at komme ind
igen. Og da han endelig slipper ind i buret
— fængslet — og med vilje läder sig straffe
og indespærre for et mord han ikke har
begået, føler han at nu er han kommet hjem.
Han har nået sit mål: sikkerhed og tryghed,
orden og regelmæssighed. Han er her på
livstid. Han kan se fremtiden imøde med
tillid. Han er pensioneret. Der findes intet
i hans tilværelse der ikke præcist svarer til
de idealer man fra hans tidligste barndom
har holdt op for ham. Forældre og skole og
universitet har förberedt ham til denne
eksistens. Han har nået sit mål. Og det er
et både nyttigt og interessant arbej de at
klistre papirposer.
Man kan vanskeligt tænke sig en mere
sviende satire.
I Scherfig næste roman Det forsømte forår
rettes pilene mod samme mål. En flok
studenter mødes til 25 års jubilæumsfest. De
fleste af dem er blevet anse te embedsmænd,
præster og læger. Men nu afdækker Scherfig
hvordan allerede skolen har krumbøjet dem,
indtil de passede til den form samfundet
har brug for. De er opdraget efter
prin-cippet: Hug en hæl og klip en tå. Man har
handiet med dem som visse vilde stämmer
klemmer de nyfødtes hoveder mellem
træ-plader. »De havde drømt om noget andet
før maskineriet tog dem og tildannede dem.
De vidste ikke hvad der blev gjort ved dem,
da de blev opdraget og formet til det de
er. Og de ved det ikke endnu. De ved ikke
at de er forkrøblede og forkerte som de
væsener i det kinesiske eventyr, der
op-drættes til misfostre i krukker og vaser. De
har fået embeder. Men man tog deres forår
fra dem.»
Bogen har som man ser intet at gøre
med Franz Werfels Der Abituriententag,
der også samler sig om et studenterjubilæum
men er en psykologisk studie, intet satirisk
angreb. Men der findes en anden bog som
med grund kan sammenlignes med
Scher-figs: Alexander L. Kiellands skoleroman
Gift fra 1883. Det er forbavsende hvor
Stavanger latinskole i treserne ligner
Metro-politanskolen i København i tyverne. For
Kielland som for Scherfig er lyspunkterne
udelukkende fritiden. Når skoletiinerne er
förbi med al deres kedsommelighed og
under-trykkelse hengiver Alexander og hans
kam-merater sig til ganske lignende fantastiske
lege som dem vi læser om hos Scherfig.
Undervisningen i de klassiske sprog er lige
død og åndløs, Homer og Sofokles reduceret
til eksempelsamlinger som man deklinerer
og konjugerer og arxalyserer sig igennem.
Et fremskridt i de tresindstyve år er ikke
at spore. Også den korporlige mishandling
af drengene er den samme. Den eneste
sympatiske lærerprofil der skimtes er den
nu-værende undervisningsminister Hartvig
Frisch. Han har nylig foreslået de danske
lærere at retten til at prygle eleverne skulle
afskaffes ligesom det er sket i vore
nabo-lande. Men lærerne erklærede at de endnu
ikke følte sig modne til denne reform.
Jævnførelsen mellem Kielland og Scherfig
kan udvides, ligheden gælder ikke blot den
ene bog. Kielland lagde altid stor vægt på
at tendensen kom tydeligt frem, han var
stolt af at skrive nyttepoesi og taknemlig
hver gang han mærkede at hans
moralfilosofiske hensigter var nået frem til læserne.
Når man angreb hans menneskeskildring
som overfladisk og ensidig, forsvarede han
sig med et billede. I hver bog, skrev han,
tænder jeg ligesom et bål, og bålet er min
tendens, den sag jeg denne gang behandler.
Det kunne være skolen som i Gift,
forret-ningslivet som i Fortuna, den religiøse
fana-tisme som i Sankt Hans Fest. Ligheden
mellem Kiellands og Scherfigs metode er
iøjnefaldende. Men Scherfig er ikke så stærkt
som sin forgænger bundet til realismen.
7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
