Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - To danske humanister. Af Per Krarup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Per K v a r u p
Hude. Da han forlod skolen for at flytte ind
på Regensen, beherskede han allerede de to
gamle sprog i en helt anderledes grad end
almindeligt for en ung student.
I sin første studentertid kom han under en
stærk og varig indflydelse af sin tre år ældre
fætter, Herbert Iversen, en højt begavet radikal
ånd, som søgte en bred filosofisk, psykologisk
og erkendelsesteoretisk, begrundelse for et på
socialistisk grund rationelt indrettet samfund1.
Fætteren førte også Frisch ind i praktisk
socialt og politisk arbejde, og han blev
allerede i 1911 som 18-årig medlem af det
socialdemokratiske parti, som han med en højt
lovprist solidaritets- og kammeratskabsfølelse
tjente til sin død.
Dermed var linierne afstukket for hans
in-teresser og hans studier. Han kastede sig med
den alsidighed og bredde, som var
karakteristisk for ham hele livet igennem, over
om-fattende sproglige, filosofiske og historiske
studier, med tyngdepunkter i den klassiske
oldtid, særlig Athen i det 5. århundrede og
Rom i republikkens slutning, i det
klassicis-tiske Tyskland, navnlig Goethe og Schiller,
og i hans egen tid, samtidens politiske og
sociale liv og alle dets mangeartede
forud-sætninger.
Hvor omfattende hans hele historiske
orientering må have været allerede i disse
unge år, ses måske bedst af, at han allerede
som 34-årig månd, under en orlov fra sin
skolevirksomhed, på en studierejse i Italien
i 1927—28, kunne fuldende en stor 2 binds
skildring af Europas Kultur historie, en frisk
og levende, over alt på personlig opfattelse
og studium hvilende fremstilling af hele det
europæiske kulturforløb inden for kunst,
litteratur, videnskab og politik.
Ved universitetet lærte han metode. Det
filosofiske fakultet ved Københavns
Universitet rådede i hans studieår over en række
af fremragende lærere og forskere. Han
næv-ner selv i sin latinske tale til universitetet
ved sin disputats i 1941 ikke mindre end 6
mænd, til hvem han står i særlig gæld:
Filo-sofferne Höffding og Kroman, filologerne
Gertz, Heiberg og Drachmann og historikeren
Kr. Er slev. Af disse satte han nok Erslev
1 Herbert Iversens hovedværk er »To Essays
om vor Erkendelse» fra 1918. Hans lovende
livs-bane blev brat afbrudt, da han i 1920 døde af
spansk syge i New York hvor han ernærde sig
som chauffør og mekaniker. Hans »Amerikanske
tilstande» er en hård og realistisk skildring af
U S A i 1918—20
højest. Hans klare kildekritiske metode, hans
skoling i den rette anvendelse af de historiske
dokumenter blev en rettesnor for al Frischs
egen senere historiske forskning. Da Erslev
i 1916 forlod universitetet for at blive
rigs-arkivar, forlod også Frisch eksamensstudiet
i historie og tog i stedet eksamen i fagene
latin, græsk og tysk.
Med sin lysende intelligens, sin omfattende
belæsthed og sin skoling i historisk og
filologisk metode syntes han prædestineret til
en strålende akademisk karriére. Men de
snæv-re filologiske opgaver, man tiltænkte ham,
edition af græske læger til Corpus Medicorum
Graecorum, tilfredsstillede ham ikke. Han
besad allerede i ungdommen en aldrig siden
svækket träng til at skrive. Men han ønskede
alle dage at give sine skrifter en form, så de
kom til at virke i videre kredse. Han skriver
selv i forordet til sin sidste bog, Store og små
kulturproblemer, en samling artikler og tåler
fra 1946—49:
»Man kan spørge, hvorfor jeg ikke har
ladet det hele vejres hen med bladene, der
faldt i fjor. Svaret er lige til: fordi jeg er
skribent ved siden af at være folketingsmand,
professor emeritus og for tiden minister. En
tale kan nok høres, et radioföredrag aflyttes
og en artikel blive læst, men for skribenten
er denne tilstandsform nærmest en
forpup-ning; først når ordene når bogens hvide blade
og dermed den tidens dimension, der går ud
over øjeblikket, føler skribenten, at hans
gerning er gjort — om godt eller dårligt bliver
det læserens sag at afgøre -—■ men i hvert fald
fuldbyrdet. Sådan tror jeg, enhver skribent
vil føle og har følt, sålænge bøger har været
skrevet.»
Alt hvad Frisch har skrevet, beror på denne
drift, denne helt uimodståelige träng til at
levendegøre, til at knytte fortid og nutid
sammen, til at aktualisere historien eller
belyse øjeblikket ud fra traditionen. Da han
tillige var et menneske med et umådeligt
behov for menneskelig kontakt, måtte hans
higen gå imod bios praktikös, ikke theoretikös;
men dette udelukkede ikke, at han ligesom
Cicero anerkendte, at den sande statsmand
må være dybt indlevet i både filosofi og
historie. Derför blev han ved at forske hele
sit liv, men han drev aldrig forskning for
forskningens skyld, men for livets. At han
rent tids- og arbejdsmæssigt kunne overkomme
det, forekommer næsten ufatteligt. Da der
her kun kan blive tale om en vurdering af
266
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
