Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - To danske humanister. Af Per Krarup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
To danske humanister
er en lærerig og fornøjelig beskæftigelse . . .
Man lærer bedre at förstå sig selv og andre,
forbigangent og nærværende i ens eget liv;
også det der förestår, lige til døden. Og det
at se sig selv som led i en lang sammenhæng
uden mere betydning end de navne, der
fylder de gamle protokollers blade, kan vel
hjælpe til en smule ydmyghed over for sig
selv og förståelse af andre, måske også til
at tage tilskikkelserne roligere.»
Müllers livsbane ser såre simpel og enkel
ud: efter sin eksamen i 1892 lærer ved en
københavnsk gymnasieskole i historie, dansk
og oldtidskundskab, indtil han faldt for
aldersgrænsen i 1935, fra 1927 til 1935 tillige
faglig konsulent for undervisningsinspektøren
for gymnasieskolerne. Hans værker er ikke
talrige, men ualmindelig gedigne, mangesidige
og bårne af en enestående menneskekundskab
og menneskeforståelse. Hans betydning for
udformning og gennemførelse af
undervisningen i skolens to centrale hovedfag: dansk
og historie, er så stor, at man kan sige, at
hans ånd har præget den helt. Når gymnasiets
undervisning i åndshistorie og litteratur ofte
er friere, stærkere personlig og i højere grad
båret af lærernes egen begejstring for emnerne
end tidligere, skyldes det mere end noget
andet Müllers arbejde for at gøre »de til alle
tider gyldige menneskelige værdiero til den
væsentligste genstand for undervisningen.
Hvad han så forstod ved de evigt gyldige
menneskelige værdier, kan man endnu få en
fornemmelse af, når man ser på hans liv og
hans skrifter.
Allerede som skoledreng i Ålborg begyndte
han at læse ægyptisk og assyrisk, et studium
han fortsatte under Väld. Schmidt, da han
i 1884 begyndte at studere historie ved
Kø-benhavns Universitet, hvor han af den da
helt unge Kr. Erslev blev indviet i den kritiske
historieforsknings metode. Sprogene, de
orien-talske som de klassiske, blev for ham altid
kun middel til at förstå kulturen. Ligesom
Vilh. Thomsens store elev Vilh. Grönbech
førtes også Th. A. Müller tidligt ind på
reli-gionshistoriske studier. Sammen med den
ejendommelige og originale H. S. Vodskov
(af hvem Müller har givet en mesterlig
biografi) er han den første danske repræsentant
for det religionshistoriske studium; hans
livsnære förståelse af jævne menneskers
tankegang giver ham mulighed for en sikker
og nøgtern vurdering af de religiøse
forestil-lingers opståen og udvikling. I »Troen på
ånder og guder» (1897), i en stor fremstilling
af de orientalske folk i »Folkenes Historie» I
(1911) og i »Palæstina som babylonisk
Kulturprovins» (1912) er nedlagt de vigtigste
resultater af hans herhenhørende forskninger.
Sit studium før og efter eksamen anlagde
han fuldstændig frit, uden al tanke på fremtid,
karrière eller økonomi. Han hengav sig til
umiddelbar nydelse af natur, kunst og musik,
studerede ikke alene grundigt den engelske
antropologiske skoles etnologiske og
religionshistoriske værker, men fulgte f. eks. med
kritisk årvågenhed Jul. Langes
kunsthisto-riske forelæsninger; allermest udvidede han
dog både da og senere sin ånd ved omgång
med mangfoldige af samtidens kendte mænd,
lige fra Georg og Edvard Brandes, Niels Møller
og Sophus Claussen til historikerne A. D.
Jørgensen, Aage Friis, P. Munch,
komponisten Carl Nielsen, arkitekten Martin Nyrop,
filologerne Kr. Nyrop og Otto Jespersen og
månge flere.
Under alt dette tilegnede han sig et dybt og
førstehånds fortrolighedsforhold til
ånds-historiens største skikkelser, fra Sokrates til
Spinoza, fra Shakespeare, Goethe og Mozart
til den danske litteraturs og kunsts store:
H. C. Andersen, Grundtvig, Kierkegaard,
Thorvaldsen.
Den, der fik det stærkeste tag i ham,
måske netop på grund af sin store
menneskekundskab, blev dog Holberg. Selv forklarer
han det i forordet til sin største Holbergbog
fra 1943 som noget af et tilfælde: »I de gode
og lykkelige tider, da man endnu kunne rejse
var det mig — som vel månge rejsende —- en
glæde at besøge steder, hvor mennesker fra
fortiden, som jeg holdt af og stod i gæld til
havde færdedes, for derved at søge at gøre
mig deres liv mere levende. Af disse gamle
venner kom jeg, som det ofte går, ved et
tilfælde til i stigende grad at beskæftige mig
med Holberg.»
Det er særlig tre bøger, man må henvise
dem til, der ønsker at danne sig et indtryk
af forskeren Th. A. Müller: hans bog om
»Holbergportrætter» fra 1918, hans hovedværk
»Den unge Ludvig Holberg» og hans
Afhand-linger i Udvalg, udgivet af hans venner i
anledning af hans 80 års dag i 1945. I dem
alle vil man finde den samme tyste tone,
den samme redelige grundighed, samme
stille lune og helt igennem selvstændige
stil-lingtagen til alle forhold. I hvilken grad han
beherskede hele det 18. århundredes åndsliv
271
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
