- Project Runeberg -  Thorvaldsen / I Rom og i Kjøbenhavn 1819-1844 /
132

(1924-1930) Author: Theodor Oppermann
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

— 132 —

det i høj Grad bidrog til at svække hans sidste Rest af Tillid
til sine Medmennesker. Dette kan ikke bestrides; til sine Dages
Ende viste Thorvaldsen sig ofte overdrevent mistroisk. Der var
dog meget, som tjente til hans Undskyldning. Først og frem-
mest hans mangelfulde selskabelige Dannelse. Han klarede sig
i Kraft af sin vidunderlige Takt, men det maa sikkert tit have
været ham mere end vanskeligt i hin formelle Tid at afgøre,
hvor megen eller hvor ringe Betydning der skulde tillægges
en høflig Talemaade. Det hjalp noget, at »Den Gamle«, som
han kaldtes i Vennelag, var klog og ikke lod sig beruse af fagre
Ord. Herom er der mange Vidnesbyrd. Et særligt værdifuldt
skyldes J. M. Wagner. I 1839 skrev han til Kong Ludwig med
Henblik paa den storslaaede Modtagelse, der var blevet Thor-
valdsen til Del ved Hjemkomsten 1838, at man i Kjøbenhavn
havde gjort alt muligt for at forvirre Thorvaldsens Forstand,
men han stolede paa Thorvaldsens sunde Fornuft. Det var ikke
for Thorvåldsens Hoved, men for hans Sundhed, at Wagner
var bekymret. For den sidste saa han med rette en Fare i den
evindelige »Banketteren« i Forbindelse med det uvante nor-
diske Klima.

I Aarenes Løb var Thorvaldsen blevet ret ømfindtlig overfor
Angreb. For at befinde sig vel, for ret at udfolde sig, maatte
han føle sig tryg. I Selskab med Mennesker, om hvem han
vidste eller formodede at vide, at de var ham fjendtligt, ja blot
uvenligt sindet, blev han lavs og indesluttet. Det er betegnende,
at han, der i sin Ungdom havde staaet paa en ypperlig Fod med
Svenskerne, paa sine gamle Dage følte sig ufri i deres Selskab.
Aarsagen var Bystrom, den straalende Stjerne i hin Tids ro-
merske Kunstnerverden, den overdaadigt gavmilde, næsten
ødsle Grandseigneur og smarte Forretningsmand. Thorvald-
sen og Bystrom kunde ikke døje hinanden. Der var Jalousi
paa begge Sider.

Thorvaldsen var klar over, at han boede i et Glashus, og at
mange lurede paa en Blottelse; Dolken var parat. Bitre Erfa-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:18:36 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/otthorvald/3/0128.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free