Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J’RINSESSE I HA RI. OTT R
Palmegrene, ét eneste Lyksalighedsvirvar. — Hun
hørte slet ikke, al I-øvet raslede dér bugved, buu
sang blot og løftede lidt efter lidt sine Arme i
Vejret, som skidde bun til at llyve bort.
Hilmesteren havde sét Prinsessens blegrøde
Kjole nede fra Højens Fod; ad en lille, stejl Sti var
han nu naaet herop, ikke mange Skridt stod han
fra hende. — Lidt stod han og hørte paa Sangen,
saa var det, som tabte han Herredømmet over
sig selv, nu maatte det siges — alt opfordrede
hun maatte. Han var vel lige saa god som
denne æreløse Schuurmann, der havde ladt hende
i Stikken, længe havde han lagt Mærke til, at
hun ikke var helt utilbøjelig.
Ganske stille listede ban sig bag paa hende
— et hurtigt Skridt frem — og han havde lagt
sin Arni omkring hende.
Hun skreg ikke, raabte ikke, blev heller ikke
forskrækket, blot drejede hun Ansigtet hurtigt
om, og da hun saa’ Hitmesterens røde Kind, sagde
hun spøgende:
„Troede De, at jeg var ved at falde,
Ritmester? — au contrair, jeg skulde til at flyve."
Han svarede ikke, holdt hende blot fast ind
til sig.
„Men, Du min Gud — saa giv da Slip,"
raabte hun nu ærgerlig.
„Charlotte — — jeg elsker Dem," kom det
i en lav, dirrende Tone.
„Men saa slip dog — De krøller jo Kjolen
— hvad gaar der dog af Dem?"
Hds. Højhed var ganske grædefærdig nu,
forgæves søgte hun at slide sig løs fra
Ritmesterens voldsomme Omarmelse.
3-24
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
