Kari, hør her!
Hør her-!
Hvor ligger-? Hvor finder jeg-? Svar mig; hvor er-?
Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet!
Hvor er nøgelen til kisten?
Jeg var tilfreds,
jeg selv blev kørt ud i den svarte kiste!
Å, hvad et menneske må tåle og friste!
Gud hjælpe mig nådig! Hele huset tømt!!
Hvad Hægstadbonden levned, har lensmanden taget,
Ikke klæderne på kroppen engang blev vraget.
Tvi! Få de skam, som så hårdt har dømt!
(sætter sig på sengekanten)
Både gård og grund er ude af ætten;
strid var den gamle; men stridere var retten;-
der var ikke hjælp og der var ikke nåde;
Peer var borte; ingen kunde mig råde.
(farer op)
Men nej-Gud om jeg kan! Jeg er guttens moer;;
jeg får hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter;
lage det som bedst, når de andre svigter.
Denne kuften har de skænkt ham. Den får jeg lappe.
Gud give, jeg også turde skindfellen nappe!!
Hvor er hoserne?
Hvad finder jeg her? Å nej, en gammel
støbe-ske, Kari! Med den har han leget
knappestøber, smeltet og formet og præget.
Engang her var gilde, kom ungen ind
og bad sin faer at få en klump tin.
"Ikke tin," sae Jon, "men Kong Kristian's mynt;
sølv; det skal mærkes, du er søn til John Gynt
Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld,
og da ændsed han hverken til eller guld.
Her er hoserne. Å, der er hul i hul;
de må stoppes, Kari!
(glad)
To uldskjorter, Kari;- dem har de glemt!