Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - [III]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
87
Magnus svarte ikke. Men hans læber lukket
sig tættere sammen, og han saa væk — bortover
skogen.
En stund efter — de gik i en glesen li —
hørte de hunden halse. Litt senere saa Magnus
et dyr (og skjønte straks det var en hare) hoppe
over en rydning mellem stammerne og bli væk
. . . Han ropte til.
„Se — se haren!"
Og han satte i at le.
„Jagu var den ikke helt hvit alt," sa
Haukeberg.
„Den hoppet saa kostelig," brøt Magnus ut,
den var saa inderlig fornøiet!" og endda lo han.
„Den var liv-ræd," sa Haukeberg, —„for bikja
— og for sol-lyset."
Kunde han ta solen av himlen og sote den
svart, gjorde han det — tænkte Magnus.
Da de næsten var ved Øinæs-gaardene snudde
Per Haukeberg sig og saa sig tilbake — nedover
skogs-lien de hadde steget.
Saa vendte han sig braat mot Magnus.
„Hva vilde De si, om De eiet denne skogen
da, Stern?" sa han — „det er ingen daarlig
eiendom, hva?"
Den andre saa ham i ansigtet — og det lynte
noget ublut blaat frem i øinene paa ham — som
hin dag paa kontoret . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
