Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ilvad udtalen heral’ angår, udtales i islandsk
d som aio {w ikkc siedende)
o — äw
ei — éj
au — öw
u — u;
ellcrs betegner stregen over selvlyden kun den skarpe, ssedvanlig
lange lyd, forskellig fra samme tegn efter medlyden for at
til-kendegive del siedende tonehold. I’aereisk har jeg fra Rask,
ej vil sige a*j, eu er en tvelyd; gutlandsken efter Munch, at og au
betyder vel aj og av; norsken efter Ivar Aasen, det andet er dels
af Grimm dels tillojet af mig selv. Et par exempler skal jeg
anfere:
oldn. dr rihr får steinn meir lauss hlaupa gjota nyr düfa
flaes clüva)
dansk år rig får stén vier los lobe gyde ny due
tysk jahr reich fuhr stein mehr lös laufen giessen neu taube.
Det jyske güe har en maerkelig lighed med tysk gut, men
hidrerer dog na:ppe derfra; paa tysk er u hieven sat for o
der-ved, at det ferst sattes foran o; siden bortfaldt o. — — — 1
jysken kommer det nok af, at man er tilböjelig til at lade
selv-lydene blive mere lukte, når de ere lange, f. Ex.
fare får
mål mol
stol still––Grunden synes at
va:re, at Jyden ej vil åbne munden sä meget som hau skal og
derfor beständig får den ncermest stående lukte lyd (d for a,
6 for d, ü for o), rnedens han dog på den anden side ikke kan
l’uldstaendig lukke munden (war l’or var); liele folkekarakteren,
besindigheden, der er bange for begge yderligheder, der ej
lober langt, men holder sig rolig inden snevre graenser,
ud-folder sig gjennem sproßet» J). — — — Det naeste Brev (30te
’) Som el Kuriosum anföres her et Stykkc aT et Brev af lite Febr. ¿0.
Det indeholder en fuldstaendig Kommentar til Kung Karl den unga bjelte,
med Oversaettelse og liistoriske Oplysninger. Det sproglige er temmelig
udforligt. Iler et l*ar Eks.: 1) ‘pröjva. I Isländsk og Svensk udtales
/ blad t i Enden af Stavelserne, d c. som v: haf — Ilav; Medlyden
regnes i Isländsk til föregående Stavelse, som man også burde gjore
i Dansk og Svensk. Men da man senerc ej gjorde det i Svensk, og /
således ved Endetillaeg (haj-et) kom i Begyndeisen af Stavelsen, indsked
man et v (hajvet), hvorved / egentlig blev överflödig, fv udtales altså
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
