Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den oprindelige korthed af selvlyden er vel endog for en stor
del beholdt. Aasen udtaler sig ikke tydelig derom og synes at
anse kortheden for noget senere og tilfaeldigt. Han siger g 113 anm.:
«I de ord som have tiljaevning, erudtalen tildels noget afvigende;
således lyde de anforte ord: neva, bita, stiga omtr. som ncevva, betta,
stegga el. stcega.« g 115 anm. s.991: ’Konsonanten imellem vokalerne
lyder of’te, som om den var fordoblet’. I én henseende er
for-holdet sandsynlig afvigende fra det gamle, naemlig deri, at man
ikke adskiller opr. t og opr. tt o. s. v. (men vel nok alligevel
oprind. I og 11, skönt på anden måde). Jeg er derfor tilböjelig
til at tro, at former, der tilsyneladende ere så forvanskede som
batta for bite Namdalen, lassa for lesa, vatta for vita samme
sted, eller håttå for hite, låsså for lesa, våttå for vita Indherred
(Aasen g 356), alligevel have bevaret én ting fra det gamle,
naemlig selvlydens korthed. Om den nordlandske gren bemoerkes
§353 : ’De åbne vokaler [o: de oprindelig korte] udtales ofte kort,
som om den påfolgende medlyd var fordoblet, f. ex. bite som
bitte, drope som droppe, mol som moll. Her synes det ganske
lydeligt, at den oprindelige korthed er bevaret. Denne beväring
af qvantitets-forholdet haenger sandsynlig sammen med, at
vest-landets fine forskelligheder mellem selvlydenes beskaffenhed
(qvalitet) ikke er så tydelig i de nordenfjaeldske og de fleste
sondenfjaeldske egne. Aasen fremstiller nu forholdet, som om
e blev til ce (g 29 anm.), men skulde det ikke i stavelser med
lang selvlyd vsere omvendt ce der blev til e’? At dömme efter
de telemarkiske ord, De udtalte for mig, er nemlig Aasens e’ =
dansk ce, altså også = svensk ä, og Aasens <e en mere åben
lyd. — 1 Dansk og Svensk (d. e. svensk skriftsprog) antager jeg,
at de korte selvlyd f. ex. i svensk droppe, gl. sv. drupi, dansk
sön, fad (faå) ikke have bevaret den oprindelige korthed, men
ere udviklede fra et mellemstadium, der har haft den
nyisland-ske eller vestnorske regel: ’opr. kort selvlyd foran opr. enkelt
medlyd bliver lang’, ti dansk fad kunde naeppe forandre t til &
uden når selviyden foran dengang havde vaeret lang. Oprindelig
korte selvlyd synes derimod i visse tilftelde bevarede foran
enkelt medlyd i det svenske i Estland (se Russwurm, der vist
med urette anser denne sag for fremkaldt ved finsk eller estnisk
indflydelse). Noget lignende synes at gaelde om Vesterbotten
(Norrbotten?), se Widmark, Bidrag till kännedomen om
Vester-bottens landskapsmål 1863 s. 9: Rörande qvantiteten må
uppmärksamheten fästas vid den i Vesterbottniskan ingalunda ovan-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
